Beskrivelse
Velkommen til en af de absolut mest attraktive adresser på Indre Østerbro – roligt tilbagetrukket fra Østerbrogade i det charmerende kvarter bag Sankt Jakobs Plads.
Lejligheden er øverst beliggende i ejendommen, og med kun én lejlighed pr. etage får du en sjælden ro og privathed i opgangen.
Boligen byder på et skønt alrum med direkte udgang til en stor, sydvendt altan mod den rolige gård. Her kan solen nydes det meste af dagen i fredelige og grønne omgivelser. Køkkenet ligger i åben forbindelse og fremstår funktionelt med gode opbevaringsmuligheder samt plads til et mindre spisebord.
Den lyse dagligstue imponerer med et flot kig mod den hyggelige plads i krydset mellem Sankt Jakobs Gade og Gustav Adolfs Gade. Midterstuen flankeres af to rummelige soveværelser, som begge har en dejlig udsigt til de rolige gader.
Badeværelset er rummeligt og velindrettet med separat bruseniche, vaskemaskine samt vindue mod gården.
Ejendommen er en klassisk og smuk herskabsejendom fra 1904, bestående af to opgange. Til lejligheden hører brugsret til loftrum samt adgang til et hyggeligt gårdmiljø.
Beliggenheden er svær at overgå. Her bor du midt i smørhullet mellem Sankt Jakobs Plads, Bopa Plads og Victor Borges Plads – omgivet af caféer, restauranter og specialbutikker. Samtidig er der kort afstand til Fælledparken, skoler, daginstitutioner og indkøb. Indre By nås nemt på cykel, og metroen ved Trianglen ligger blot ca. 400 meter fra hoveddøren.


