Beskrivelse
God planløsning med køkken/alrum og stort badeværelseLejligheden
Det er den skønneste lejlighed, der ligger her på 3. sal, hvor lyset strømmer ind gennem de store dannebrogsvinduer, der også inviterer på udsigt over nabolaget. Her skal I se nærmere på 92 m2 med den perfekte planløsning og al den charme, man kan ønske sig. Hjemmet prydes nemlig af plankegulve, fyldningsdøre og fine stuklofter, der hører til i en ægte københavnerlejlighed – og på samme tid er lejligheden velholdt og smagfuldt opdateret, så charmen forenes med komfort og stilrent design. Se bare det lækre badeværelse, der er indrettet med både vaskemaskine og fliser i sildebensmønster i den separate bruseniche; eller vend blikket mod det flotte køkken, der ligger som en del af et skønt køkken-alrum i forlængelse af stuen. Fordelingsentréen har adgang til samtlige rum, som derudover tæller tre fine værelser, hvoraf ét fuldendes af et depotrum.
Ejendommen
I flytter ind i en charmerende ejendom fra 1890, og lejligheden ligger på 3. sal, hvor I får selskab af både en masse lys og udsigten over Amagerbro; I bor desuden dejligt privat med lang afstand til gadebilledet. Derudover får I glæde af et fælles gårdmiljø, der er hyggeligt indrettet med græs, sandkasse og gyngestativ samt bord-bænke-sæt, hvor I kan slå jer ned i solen.
Området
Lejligheden er i top, og det samme er beliggenheden, for I lander boligjagten på det centrale Amagerbro. Det er et hyggeligt og levende kvarter, hvor gaderne folder sig ud med alt fra kaffebarer til fitnesscentre og lækre spisesteder. Nede på gadehjørnet møder I den populære vinbar Josephine, og lidt længere henne ligger svømmehallen, mens I samtidig bor på en sidegade til butikslivet på Amagerbrogade. Lige om hjørnet finder I også Amager Centret, der er adskillige daginstitutioner i nabolaget, og metroen kører kun 400 meter fra gadedøren, så I mangler intet. Derudover bor I lige i smørhullet mellem Fælleden og Amager Strandpark, når bylivet for en stund skal skiftes ud med natur.


