Beskrivelse
Midt på Bornholm, i udkanten af Almindingen og med udsigt over skov og åbne vidder, ligger denne lyse og velholdte villa. Huset er omgivet af natur på alle sider og byder på en rolig atmosfære både inde og ude. Ejendommen kan anvendes som flexbolig.
Huset fremstår med en enkel og harmonisk arkitektur, og haven er helt i tråd med den omgivende natur. På den store træterrasse er det altid muligt at finde en plads i skyggen eller solen, og I får selskab af den grønne udsigt.
Indenfor byder stueetagen på et lyst køkken-alrum med stue i åben forbindelse. De store vinduespartier med sprosser giver et flot og gennemgående lysindfald, ligesom de løfter sløret for naturen udenfor. Bemærk de lyse fyrretræsgulve og det store, flotte køkken.
I modsatte afdeling af stueetagen er der et fantastisk multirum med bryggersfaciliteter, egen indgang og loft til kip foruden et værelse og et badeværelse. Ovenpå venter yderligere to rummelige værelser, og endelig suppleres boligen af et kælderrum og et skur.
Ejendommen er med tag fra 2008 på hovedhuset, og er fredeligt placeret på tærsklen til Almindingen mod vest, så I kan gå lige ind i skoven og gå en lang tur under trækronerne. Der er masser af naturskønne udflugtsmål og rekreative tilbud i skoven, og samtidig tager det blot et kvarter at køre til byens mange tilbud i Rønne. Efter 20 minutter når I Hammeren og Allinge, og smuk, kystnær natur og sandstrande er også altid nærliggende, når man bor på Bornholm.
Kort fortalt er dette et indflytningsklart hjem med en yderst attraktiv beliggenhed i naturen.


