Beskrivelse
Tæt på metro og ByparkenLejligheden
Drømmer du om et hjem, der er lige til at flytte ind i? En lejlighed med rene linjer og fuld komfort? Så findes svaret i det arkitekttegnede byggeri Ø-Huset, hvor vi nu udbyder en moderne toværelses lejlighed med alt det og mere til. Du skal se nærmere på 68 kvadratmeter med alt fra en god planløsning til nogle pæne, tidløse materialevalg. Du bydes velkommen i en entré med fin plads til diverse opbevaringsløsninger, og herfra kan du bl.a. bevæge dig videre mod soveværelset, som har adgang til et depotrum. Dertil kommer et stilrent badeværelse med vaskefaciliteter, og til slut kan du træde ind i et åbent opholdsrum, der forener stue og køkken.
Ejendommen
Lejligheden ligger på 1. sal i et flot og moderne byggeri fra 2017. Det er Vilhelm Lauritzen Arkitekter, der står bag Ø-Huset, som er en stor karré, der er bygget op omkring et grønt gårdmiljø, som giver beboerne et fredeligt åndehul midt i bylivet. Du får også dit eget private uderum, for i forlængelse af din stue finder du en dejlig altan, der vil føles som et ekstra opholdsrum i sommerhalvåret. Her kan du indrette dig med cafésæt og blomsterkrukker, og scenen er sat for dagens første kop kaffe såvel som en rolig aftenstund.
Området
Ø-Huset placerer sig i første parket til Byparken, som ligger i det helt centrale Ørestad, hvor du også er omgivet af bl.a. spisesteder, lækker takeaway, indkøb og fitness, ligesom du kan gå til shopping i Field’s. Med base i Ørestad bliver du desuden nabo til Fælleden, der folder sig ud som Københavns store, grønne baghave, hvor du kan nyde grønne omgivelser og lange løbeture i det fri – og på samme tid bor du kun 500 meter fra metroen ved Bella Center Station, hvorfra du har fem stop til Kongens Nytorv og hjertet af storbyen.


