Beskrivelse
Delevenlig 2’er med fantastisk gårdmiljø tæt på søerne
I et stille og tilbagetrukket baghus finder du denne delevenlige og hyggelige 2-værelses lejlighed, hvor den centrale beliggenhed går hånd i hånd med en sjældent fredelig atmosfære. Her bor du tæt på byens mange muligheder, samtidig med at boligen ligger godt trukket tilbage fra trafik og larm. Til begge sider af ejendommen mødes du af et fantastisk, parklignende gårdmiljø med grønne træer, græsarealer og hyggelige opholdsmuligheder, som giver en skøn fornemmelse af ro midt i byen. Samtidig ligger Søerne blot en kort gåtur fra hoveddøren. Lejligheden byder på en enkel og veldisponeret planløsning, hvor de to separate værelser gør boligen oplagt til både par, singlen eller som delelejlighed.LEJLIGHED: Fra entréen er der adgang til boligens rum, og allerede her fornemmes lejlighedens hyggelige og klassiske udtryk. Det sort-hvide ternede gulv skaber karakter og binder entréen fint sammen med køkkenet. Stuen er lys og indbydende med et dejligt lysindfald fra to store vinduespartier, der vender ud mod de grønne omgivelser. Her er god plads til både sofaarrangement og spisebord, og de smukke, lyse plankegulve tilfører rummet varme og charme. Soveværelset er separat og har ligeledes et skønt lysindfald fra et stort vinduesparti med grønt kig. Rummet har en god størrelse med plads til både seng og opbevaring og fungerer derfor perfekt som soveværelse. Køkkenet er indrettet som et praktisk køkkenforløb med skabsplads. De lyse elementer og den lange bordplade giver et enkelt udtryk, mens vinduet for enden sørger for naturligt lys. Badeværelset er kompakt og funktionelt indrettet med toilet, håndvask og bruseplads. Som prikken over i’et får du adgang til det charmerende og grønne gårdmiljø, som nærmest opleves som en lille park mellem ejendommene. Her er græs, store træer og plads til at slå sig ned ved bord og bænk på varme dage. Alt i alt en charmerende og særdeles hyggelig 2-værelses lejlighed, hvor den fredelige beliggenhed, de grønne omgivelser og den funktionelle planløsning går op i en højere enhed. Et oplagt hjem til dig, der gerne vil bo midt i byen og tæt på Søerne, men som samtidig sætter pris på at kunne trække sig tilbage fra byens puls.EJENDOM: Velholdt ejendom fra 1885, hvor man bl.a. har fået ordnet facade og omfangsdræn. Baghuset er beliggende i en passage til Åboulevard, og man har kig til den mest fantastiske grønne gård, hvor man kan nyde sine fridage. Ejendommen har fjernvarme, dørtelefon, renoveret murstensfacade og billigt bredbånd og kabel-tv fra Parknet. Desuden er bagtrappen netop blevet istandsat og man har haft vinduesprojekt. Husdyr og udleje er tilladt. Man har brugsret til fælles kælder.OMRÅDE: Få minutter fra Søernes idyl, Blågårdsgades livlige atmosfære og det blomstrende caféliv på Rantzausgade. Skøn beliggenhed i rolige og naturskønne omgivelser i et baghus tilbagetrukket fra Åboulevard med en smuk grøn oase omkransende ejendommen. Gåafstand til offentlig transport og metrostationen ved Forum samt gode parkeringsmuligheder i det Grønne P-hus i Blågårdsgade. Nærmiljøet kan nydes fuldt ud med denne placering, hvor det hele trives side om side og skaber et levende bybillede. Til dig der ønsker at bo tæt på det meste! Kun få min. fra Sankt Hans Torv, De Gamles By, Assistens Kirkegård, Mosaisk Kirkegård og Fælledparkens grønne områder. Nærmiljøet byder på mange hyggelige caféer og spisesteder, indbydende specialbutikker, Empire Bio og ikke mindst Nørrebrogades pulserende handelsstrøg. Beliggenheden bliver ikke meget bedre. I dette område kan man hele tiden udforske nye steder på Møllegade, Guldbersgade, Elmegade, Ravnsborggade, Solitudevej, Blåggårdsgade, Stefansgade og Jægersborggade. Nørrebro har noget for en hver smag, og er i 2021 udnævnt til ”the world’s coolest neighbourhood” af det legendariske globale magasin Time Out.


