Beskrivelse
Stilfuldt rækkehus i skønne Oxford Have
På Oxford Have 159 venter 131 m² med elegante detaljer, moderne komfort og skønne uderum. Her har sælger siden indflytningen sat sit præg på boligen med et lækkert Svane-køkken, et smukt badeværelse og et særligt vinrum, der giver hjemmet karakter. Alle vinduer er udskiftet, facaderne er istandsat, og hele stueplanet har gulvvarme. Det åbne køkken-alrum og stuen danner et indbydende samlingspunkt, hvor hvide, grebsfrie fronter og store grå gulvfliser skaber et stilrent udtryk. Køkkenet fuldendes af lækre hårde hvidevarer og Quooker, mens udgangen til den afskærmede forhave gør det let at lade sommerlivet flytte udenfor. På 1. sal forkæler badeværelset med to gyldne håndvaske, runde spejle med lys og en elegant bruseniche. Hertil kommer et separat gæstetoilet i stueplan. Boligens altan og tagterrasse giver endnu flere steder at nyde en stille stund under åben himmel. Et indflytningsklart hjem med personlighed og plads til både hverdagen og de særlige anledninger.


