Beskrivelse
Kagbanken 4, 5580 Nørre Aaby
Åbent hus med tilmeldingskrav 31/7 – klik på billede –
I denne smukke villa vil I få hjemme i en bolig, som de fleste i Nørre Aaby kender. Den velholdte og stemningsfulde ejendom beliggende i rolige omrgivelser, er rig på historie, og selvom boligen er løbende moderniseret, er imponerende mange af de originale detaljer bevaret. Derfor udgør den rummelige ejendom i dag en god base til den pladskrævende familie, og i byen har I alle fornødenheder ved hånden.
Det lidt mærkværdige vejnavn har sine rødder i tidligere tiders afstraffelsesmetode “kagstrygning”, og selvom man rundt omkring i landet stadig finder veje opkaldt efter galgebakkerne, er Kagbanken den eneste af sin slags. Ligeledes unik er den imponerende villa, som tager imod jer i nummer 4. Oprindeligt er huset opført som en lærerbolig til skolen, som lå lige ved siden af. I den 77 m2 store dobbeltgarage var der sløjdlokale, mens omklædningsrummet til idræt lå i kælderen – og her hænger for eksempel endnu knagerækkerne til børnenes tøj.
Villaen fra 1927 har et symmetrisk udtryk, hvor særligt det centrerede indgangsparti tilføjer en vis grad af herskabelighed, som det hørte sig til for en lærer. Ejendommen er vedligeholdt med blandt andet omfugning og nyere dannebrogsvinduer, og som en kuriositet er huset udstyret med alle de originale fyldningsdøre, som er speciallavet til hver enkelt døråbning, og hvor ikke to er ens.
Og det er bare én af boligens nævneværdige detaljer. Over halvandet plan får I 224 m2, som ud over et par disponible loftsrum også suppleres af 112 m2 i kælderen. Villaen har sin oprindelige ruminddeling, og på førstesalen finder I tre af i alt fire værelser foruden et nyere badeværelse.
Tre stuer en suite sætter scenen i stueplan, og her er de klassiske plankegulve en velbevaret detalje. Køkkenet er moderniseret med kvalitetsinventar fra uno form, mens viktualierummet stadig lader jer opbevare konserves på de originale hylder. Ligeledes originalt er badekaret og terrazzogulvet på badeværelset, mens også de skakternede fliser i den rummelige entré fortjener lidt opmærksomhed. Hele boligen opvarmes desuden billigt med et nyere pillefyr, men I kan nemt tilslutte jer fjernvarmen, hvis I foretrækker dén løsning.
God plads får I også i det fri, hvor de 1.839 m² have overvejende er udlagt til græsplæne og gårdsplads. Æbletræer og hasselnøddebuske giver lidt at gå på rov i, mens haven selvfølgelig også gemmer på en stor terrasse.
Vi tager detaljerne ved en fremvisning….