Beskrivelse
Sommerhus med god plads – på lukket vej i Munkerup
God plads til ferier og fridage på Nordkysten er luksus og netop én af de kvaliteter, der knytter sig til dette fritidshus i Munkerup. Indenfor kan sommerlivet brede sig over flere stuer, som suppleres af åbent køkken, badeværelse og tre værelser. Udenfor venter flere terrasser og en have, der ikke bare er rig på frugttræer og blomster, men som også byder ind med god plads til afslapning, leg og spil i det grønne.
Bemærk også, at sommerhuset ligger for enden af en lukket vej og trukket tilbage på en koteletgrund. Hertil rammer en velvalgt beplantning den 1.262 kvadratmeter store grund ind i botanisk ro. På Rødkildeåsen 16 er man helt igennem ugeneret og kan – såvel inde som ude – sætte sin bøllehat præcis, som man vil.
Det samme faktisk med vinterhuen, for fritidsboligen kan benyttes året rundt. Træhuset er velisoleret og opvarmes af tre varmepumper og en pilleovn. På taget sørger et solcelleanlæg for produktion af et par tusinde kilowatt årligt til egen gavn og glæde.
Boligen er en del af grundejerforeningen Stenhøjgård, hvor medlemmerne er en blanding af landliggere andre, der også kommer uden for sommersæsonen.
Sommerhuset ligger få skridt fra åbne landskaber og Firhøj Station med lokaltog til Gilleleje og Helsingør. Afstanden til Munkerups sandstrande er godt en kilometer, mens de nærmeste byer er Nordkyst-perlerne Gilleleje og Hornbæk.
Kontakt EDC for en fremvisning….