Beskrivelse
Fredet gård midt i landsby med 1 km til fin badestrand
Beyergården, der i mange år har fungeret som museumsgård sælges nu. Gården har været i Beyer familiens eje i flere hundrede år, indtil Rasmus Beyer testamenterede den til daværende Samsø Museum. Museet er senere blevet en afdeling under Moesgaard Museum, der nu står som sælger.
Sælger lægger vægt på salg til en køber der prioriterer ressourcer til istandsættelse og vedligehold, således at Beyergården bevares for eftertiden.
Beyergården ligger midt i landsbyen Maarup, med knap 1 km til den fine badestrand mod øst. Den kønne firlængede gård har en lang historie at fortælle, og fordi så mange af de gamle træk er bevaret, er ejendommen fredet.
Stuehuset mod syd rummer flere små stuer og storstuen i husets bredde. I en del af stuer og værelser ligger der smukke plankegulve, og der er bræddelofter over de kraftige bjælker. Brændekomfuret står her stadig, og rummet ved siden af er senere indrettet som beskedent køkken. Badeværelset er sat i stand undervejs med fliser på gulv og vægge samt brusehjørne.
Sammen med stuehuset indrammer stald, lo og lade den brostensbelagte gårdsplads. Mod vest og øst er der porte fra den tid, hvor man skulle kunne komme med dyr, vogne mv. dels til gårdens jord på den modsatte side af vejen, dels til gadekæret der ligger lige øst for ejendommen. De fleste ydervægge er i bindingsværk, mod øst er der dog kampestensmur. Stråtaget har fine kviste i tagskægget ind mod gårdspladsen, og fyldingsdørene er malet traditionelt i to farver.
Haven ligger syd for stuehuset med græs, blomster og frugttræer. Udover et smalt stykke langs den nordlige længe ligger resten af jorden øst for bygningerne.
Ejendommen er tilsluttet el og vandværk. Kloakken er ændret i 2021 efter påbud om separatkloakering. Varmekilden er fjernvarme fra lokalt flis- og solfangerbaseret værk.
Samsø ligger midt i Kattegat med gode færgeforbindelser til både Sjælland og Jylland, bl.a. passagerfærge direkte til Aarhus C. På denne nordlige del af øen finder man de imponerende bakkelandskaber dannet i istiden, bl.a. fredede områder som Møgelskår og Issehoved. Her er indkøbsmuligheder, spisesteder og specialbutikker samt gadekærsidyl i Nordby….