Beskrivelse
Yderst velholdt 1-plans villa I Faaborg Vest
Åbent hus med tilmeldingskrav 13/8 – klik på billede –
I det populære Faaborg Vest udbydes denne fine villa nu til salg og det bliver vanskeligt at finde et sted at sætte en kritisk finger på denne fuldmurede villa. Den er blevet passet og plejet med lige dele kærlighed og håndværksmæssig ekspertise, siden den blev arkitekttegnet i 1974. Boligen blev avantgardistisk født med et åbent køkkenalrum. Senere er den tilbygget og renoveret i perioden 2001-2005, så den nu fremstår med en på alle måder gennemtænkt planløsning i ét samlet plan. Her er tre soveværelser, opholdsrum med stuer og køkkenalrum, badeværelse, toilet og bryggers plus kontor midt i huset i en del af gangarealet. I får masser af opbevaringsplads i værelserne, gangen og på badeværelset, ligesom materialevalget falder i øjnene med granitbordplade i køkkenet og teaktræ på badeværelset. Også zinkarbejdet til tagrender, inddækninger og karnap er markant, ligesom nedløbsrørets bajonetknæ understreger niveauet. Endvidere blev taget samt døre og vinduer skiftet i forbindelse med tilbygningen og der blev installeret centralstøvsuger.
Villaen opvarmes med fjernvarme.
Haven er opvokset og smuk som få andre med roser, valmuer og andre planter, som blomstrer hen over sæsonen. Den er også velanlagt, så vedligeholdelse ikke kræver så meget. I får også plæne og plads til, at børnene kan lege. Her er overdækkede terrasser og et skønt væksthus, der fungerer som et hyggested med et kæmpestort H, hvor man kan sidde og se fjernsyn eller dække op til gæster. Carporten er muret med værksted i forlængelse heraf og i den brede indkørsel er der indlagt sensorstyret lys i fliserne. Det hele spiller, som det skal.
Boligen er beliggende i et dejligt grønt område på et lukket vænge, hvor naboerne kommer godt ud af det med hinanden, ligesom der afholdes vængefester. Der ligger en avanceret og attraktiv legeplads for enden af vejen med trampoliner, klatrebane og legetårn, og der er ligeledes en park med geder i nærheden, som er populær blandt især de yngste. I har cirka halvanden kilometer til centrum af Faaborg med butikker, bademuligheder og havnemiljø….