Beskrivelse
En eksklusiv villa med panoramaudsigt over fjorden
Med en unik beliggenhed og bevægende udsigt over fjorden er dette en af Furs prægtigste perler. På limfjordsøen Fur kan I få det bedste med fra ø-livet uden at blive afskåret fra fastlandet, da færgen sejler en gang i kvarteret i dagtimerne. Fur er et unikum af en ø med velbrygget og berømmelig øl, I kan nyde efter en gåtur langs de betagende klinter, hvor der er gode chancer for at finde fossiler og have skønne familiestunder.
Villaen er beliggende blot 10 minutters gang fra den lokale lystbådehavn, hvor I kan få både vaffelis, frisk fisk og købe ind.
Den pompøse villa er præget af pragt og en stærk stilsikkerhed, der gennemstrømmer hjemmet udefra og indadtil. Grunden rummer en bred indkørsel, mange hyggelige niveauer og hjørner, terrasseområder og god plads til at slå sig fri.
Indendørs tæller værelserne hele 10 styks, hvorfor der er gode muligheder for at fortsætte med at udleje, starte noget erhverv op eller rykke hele storfamilien herud. Badeværelserne er smukke og forskellige, og i kælderen er der indrettet et poolrum, spabad, sauna og bryggers. Stueetagen indeholder en elegant hall, en stor stue ved siden af det veludstyrede køkken samt en virkelig dejlig udestue, der har panoramaudsigt over fjorden – hvilket går igen på førstesalens brede terrasse.
Villaen opvarmes med el-varme og træpille-brændeovn fra 2022 – og er en charmerende chance for jer, der er klar til at drømme sikkert, stort og skønt….