Beskrivelse
Nyere 4 vær. lejlighed med terrasse, altan og egen p-plads i p-kælder
Åbent hus med tilmeldingskrav 21/8 – klik på billede –
Vi har nu fornøjelsen af at udbyde denne fantastiske 4 værelses lejlighed på Østerbro 29B beliggende midt i Aalborg Centrum. Her kan du tage flyttekasserne under armen og flytte ind med det samme – lejligheden er nemlig fuldstændig indflytningsklar og ligger i en ejendom fra 2013, hvilket betyder at du kan glæde dig over alle de kvaliteter, der hører med til et nyere byggeri med minimal vedligeholdelse, lave forbrugsudgifter og selvfølgelig elevator. Som noget unikt for denne opgang i foreningen, kan du fra hovedindgangen og p-kælderen tage elevatoren op til lejligheden uden at skulle udenfor en eneste gang.
Rema bliver din nye nabo, så du har nemt til indkøb, og på bare 5 minutters gåtur står du midt i centrum og kan nyde byens pulserende liv med caféer, restauranter og butikker. Havnefronten og Østre Anlæg ligger ligeledes i gåafstand. Du kan derfor nemt parkere din bil på din egen p-plads i p-kælderen, når du kommer hjem fra arbejde, og bytte den ud med cyklen eller gåbenene – du har nemlig alt, du skal bruge, indenfor kort rækkevidde.
Lejligheden er indrettet med en optimal planløsning og med de bedste forudsætninger for hygge og samvær. Du bydes velkommen i den praktiske entré med plads til sko og overtøj, og herfra er der adgang til lejlighedens ene badeværelse. Derefter åbner det skønneste hjerterum sig foran dig med dets store lyse stue og dets åbne køkkenalrum. Køkkenet og køkkenøen er trukket en smule tilbage, hvilket giver en fin opdeling af køkken og stue uden at gå på kompromis med samtalekøkkenet.
Fra stuen er der udgang til den dejlige østvendte terrasse, der som den eneste i foreningen er omkranset af bede til hver side, hvilket giver luft og plads hen til naboen. På modsatte side af stuen er der udgang til den skønne og store vestvendte altan, hvor du i private omgivelser og uden høje bygninger foran kan nyde solen fra tidlig eftermiddag indtil den går ned over Limfjorden, som du ligeledes kan skimte fra altanen.
Sidst men ikke mindst byder lejligheden på i alt tre værelser, hvoraf soveværelset er med direkte adgang til eget badeværelse med vaskemaskine og tørretumbler. Alle værelser er med indbyggede skabe.
Der er gulvvarme overalt, både under de gennemgående trægulve i entré, stue, køkkenalrum og på værelserne, og under de tidsløse klinkegulve på badeværelserne.
Til lejligheden hører et stort depotrum i kælderen og der er brugsret til et aflåst cykelrum. Det er netop vedtaget på generalforsamling, at der skal klargøres til opsætning af ladestandere på p-pladserne, så har du en elbil er det blot at tegne et abonnement hos en ladeoperatør og få opsat en ladestander.
Så hvis du leder efter en nyere opført lejlighed på en central beliggenhed i private omgivelser og med egen p-plads, er Østerbro 29B, 1., 1. et rigtig godt bud! Ring allerede til os i dag på tlf. 98161700 for at booke en fremvisning….