Beskrivelse
SJÆL#CHARME#& HYGGE
I fredelige og smukke omgivelser lidt nordvest for Nykøbing Sjælland finder I dette smagfulde og elegante sommerhus, der blandt andet udmærker sig ved sit klassiske udtryk, som fra yderst til inderst emmer af dansk sommer og feriestemning. Beliggenheden kan der heller ikke sættes en finger på, og takket være en gennemgribende istandsættelse i 2004 præsenterer boligen sig med et rent udtryk, en karakteristisk rød tråd og en høj vedligeholdelsesstandard. Haven er naturligvis solrig. Adressen hedder Møstvej 19, og fra jeres fremtidige base i ferier og weekender har I mange muligheder for oplevelser. Det er først og fremmest værd at fremhæve, at distancen til Nordstrand ud til Nyrup Bugt er ganske overkommelig at tilbagelægge til fods. Således er der ikke langt fra tanken om en svalende dukkert, til I rejser jer fra de blå bølger med drivvådt hår. Badeforholdene er gode for børn såvel som voksne. Beliggenheden byder også på mere jordnære kvaliteter. Det er oplagt at cykle en tur til Nykøbing Sjælland og besøge de hyggelige butikker i byens gamle centrum, og på tilsvarende vis er det et yndet udflugtsmål at køre til Rørvig og spise en frokost på røgeriet eller med en is i hånden spadsere på lystbådehavnen. Tilbage på adressen venter jer et pragtfuldt sommerhus, der toner frem med en sort træfacade og hvide, sprossede vinduer. Denne kombination er forlængst blevet synonym med godt sommerhusbyggeri, og den autentiske stemning er i særdeleshed intakt. De omfattende renoveringer i 2004 inkluderede blandt andet et cremefarvet køkken, der passer godt til stedets landlige stil, ligesom badeværelset, elinstallationerne samt vinduer og døre blev moderniseret og udskiftet. Sommerhuset ligger trukket tilbage på den store grund, hvorved I fra terrassen har et godt overblik og udsyn til den veltrimmede plæne, som omkranses af en kraftig randbeplantning. I kan med andre ord færdes helt ugeneret. En carport og et redskabsskur afrunder udearealerne. Inden døre er husets 51 kvadratmeter udnyttet til fulde. I midten ses et lyst og indbydende opholdsrum med suveræne lysindfald, fine plankegulve og det nævnte køkken. En brændeovn bidrager også til hyggen, og herpå følger to soveværelser og et badeværelse….