Beskrivelse
Velkommen til Røglevangen 15. Her har ejer boet hele året, og selvom der er hyggelig sommerhus stemning, kan man også godt forstå hvordan, at huset kan være særdeles velegnet til nogle, der måske ønsker at “downsize”. Her er både carport, værksted og skure, så enhver handymand vil føle sig hjemme. Haven indbyder til masser af hyggelige stunder, både på den store lækre terrasse og i selve haven. Her er græsplæne til fodboldkampen og smuk beplantning, som skærmer godt af ind imod naboerne.Huset har to gode indgange. Kommer du nede fra parkeringspladsen ledes du af en sti op på terrassen og ind af hovedindgangen. Kommer du i stedet ind ad havelågen i hegnet, så har huset en rigtig arbejdsindgang, hvor der er god plads til gummistøvler og overtøj og hvor hunden nemt kan ligge og tørre. Inde i selve huset findes en god entre, som går direkte over i det store alrum. Her er masser plads til både spisebord og sofagruppe og så er der en skøn udgang til terrassen. Køkkenet ligger op til stuen og har fin plads til tilberedning af måltiderne. Igennem køkkenet kommer man ud til den famøse arbejdsindgang, som virkelig fungerer godt – både som viktualierum, bryggers, indgang og opbevaring. Til venstre fra entreen ligger tre gode værelser og et godt stort badeværelse. Huset ligger på en lille blind vej i et lukket vejområde. Herfra leder små sommerhusveje og stier ned til den skønne strand ved A.P.Møller grunden og drejer man til venstre er man kun en frisk gåtur fra Heatherhills bakker. Drejer man til højre er man i Gilleleje på 10 minutter i bil. Her byder byen på både skønt havnemiljø, butikker, biograf, restauranter og meget andet – faktisk hele året rundt.Så er du på udkig efter et dejligt sommerhus med nyere tag og vinduer, samt en rigtig god planløsning, så tøv ikke med at ringe til os – vi glæder os til at vise jer huset….