Beskrivelse
Fin og rummelig toværelses lejlighed med stor og aflukket altan
Skal jeres næste boligkapitel udspille sig i fredelige omgivelser med alle fornødenheder indenfor rækkevidde? Med denne adresse finder I indkøbsmuligheder, grønne områder, skole, dagtilbud, busforbindelser og S-tog inden for gåafstand, mens tre til fire minutters kørsel bringer jer til Glostrup Shoppingcenter og -Bypark. Trænger I til en tur i bølgen blå, har I kort afstand til Brøndby Strand, mens flere skovarealer er at finde i området. Trækker det pulserende byliv, kan Indre København nås med en togtur på 18 minutter. Velkommen inden døre på Brøndbyvestervej 20; denne indflytningsklare toværelseslejlighed byder på velholdte rammer, fine og nye faciliteter samt en stor altan med aflukke, som kan danne rammen om mange gode stunder – både når solen skinner fra en skyfri himmel såvel som når regnen falder på ruden, og blæsten rusker i trækronerne. Denne bolig egner sig særdeles godt til det unge par eller til de lidt mere rutinerede, som har nået pensionsalderen. Her er desuden god mulighed for at opføre et ekstra værelse på det rummelige stueareal, mens lejligheden er særdeles nem og ligetil at vedligeholde. Foruden den skønne og vestvendte altan med udsigt over ejendommens grønne arealer, kan I se frem til 72 velindrettede boligkvadratmeter fordelt på en entré, en fordelingsgang, et køkken, et badeværelse, et soveværelse og en stor stue med udgang til altanen. Lejligheden byder på et køkken samt badeværelse, som begge er af nyere dato, og boligen fremtræder i det hele taget præsentabel og klar til indflytning med hvidmalede vægge, -lofter og -paneler, velholdte gulve og flotte faciliteter. Lejlighedens køkken er opført med hvide skabslåger og mørke køkkenbordplader foruden en vaskemaskine. Den stilrene indretning går igen på boligens lyse flisebadeværelse. Store vinduespartier sikrer et flot lysindfald i boligens værelse og stue, mens loft spots er installeret flere steder. Den rummelige altan præsenterer sig i flot stand og er aflukket, således at I kan nyde privatlivets fred både udenfor og inden døre. Lejligheden er beliggende i en klassisk ejendom, som oprindeligt er opført i 1961, og som byder på grønne arealer og traditionelle fællesfaciliteter. Vi glæder os til at byde jer velkommen indenfor….