Beskrivelse
Det gode liv ligger ligefor her på Ekkodalen 7 i Erritsø. Her bliver I ejere af et flot og velholdt Give-hus fra 1985 i gode materialer og med en tidssvarende indretning. Hertil kommer et dejligt udemiljø med flere terrasser og solkroge, drivhus samt et bålsted. Huset ligger fredeligt for enden af lukket vænge på strandsiden af Kystvejen. Via stier kan I gå ned til stranden med badebro på blot tre minutter, og i modsatte retning fører stierne til blandt andet børnehave og skole.I bliver ejere af en velholdt og nydelig villa på 134 m2. Huset føles dog større, da pladsen er godt udnyttet. Hertil kommer en stor garage på 41 m2, mens grunden er på 952 m2. Boligen viser sin charme, lige fra I kommer ind ad hoveddøren. Entréen er belagt med rustikke, gule teglsten, som fortsætter videre ind i køkken-alrummet og stuen. Gulvtegl holder godt på varmen, og de skaber et smagfuldt, rustikt præg i boligen. Køkken-alrummet er boligens naturlige centrum. Herfra er der adgang til alle tre værelser og til stuen, og rummet er både lyst og indbydende og har en god, rummelig spiseplads. Også stuen er et hyggeligt rum med store vinduer ud til haven, og derudover får I også et godt bryggers med indgang udefra samt et stort badeværelse med gulvvarme, italienske fliser på gulv og vægge, badekar og muret bruseniche. Der er desuden Vola-armaturer i hele huset. Andre detaljer inkluderer et viktualierum i køkkenet og indbyggede skabe i to af værelserne. Haven er rigtig oase med flere store buske, en flot plæne og et fint udvalg af planter, blomster og bede. Der er gode muligheder for afslapning på de forskellige terrasser, hvor I kan følge solen dagen lang. Alt i alt et både hyggeligt, velholdt og velfungerende hus med en god beliggenhed blot tre minutter fra en badestrand i Erritsø…