Beskrivelse
Fantastisk landejendom på smukke Østmøn – Flexbolig
Lys, luft og åbne vidder så langt øjet rækker. Fra denne fantastiske, fritliggende landejendom på naturskønne Østmøn har I udsigt til kuperet terræn, godt 11.000 m2 grund til eksempelvis hestehold, og så kan familiens børn vokse op i trygge rammer, der stimulerer fantasien. Selve ejendommen er fra 1860 og består af fire længer samt en hyggelig gård, hvor det er oplagt at nyde tilværelsen. Boligens 241 m2 dækker over et køkken, en stue, to værelser, to badeværelser, et disponibelt rum og et bryggers, mens yderligere et bryggers giver adgang til staldbygningen. Herfra finder I endnu et disponibelt rum og et værksted, mens der i stuehusets disponible rum er trappe til 1 sal, til en skøn udsigtsstue hvor udsigten tager pusten fra dig.Dertil separat afdeling med eget badeværelse og stort disponibelt rum velegnet til wellness/fitness afdeling etc.På markvejen mod huset kan I mærke forventningens glæde. I har her at gøre med noget helt unikt på Mandehøjvej 8, hvor velvoksne træer omfavner huset og giver anledning til klatring, hulebyggeri og naturoplevelser på egen matrikel. Og samtlige forventninger indfries i det sekund, I står på tærsklen til de dueblå porte og gårdmiljøet. Her er farverige blomster, landlig idyl og plads til livet og til børnenes venner, der sommeren lang kan forlyste sig udendørs. Indvendigt fortsætter fornøjelighederne, hvor I i det rummelige køkken kan have gæster, som i årets kolde måneder kan lune sig ved den stemningsskabende brændeovn. Køkkenets sorte bordplade, de fritlagte bjælkelofter og badeværelsets murede badekar er et kærligt nik til husets historie, mens spots, lækre gulve og stuen på første sals loft til kip er moderne. Særligt på overetagen strømmer dagslyset ind, men overalt i hjemmet er der lyst takket være talrige vinduer, som lader jer nyde udsigten. Selvom I bor for jer selv, er der ikke langt til hverken indkøb, skole eller daginstitution.Samtidigt er der skov og kyst nær ved, hvorfor det også er oplagt at have stedet her som fristed og flexbolig.RealMæglerne Ryberg & Thorsbro fremviser alle ugens dage. Kontakt os på telefon 72170772 for en aftale….