Beskrivelse
Stort, stråtækt sommerhus – totalrenoveret i 2006
Vi bruger ikke ordet luksussommerhus, med mindre der er noget om snakken. Og der er i dén grad noget om snakken her i Vejlby, hvor dette fantastiske fritidshus ligger. Kimen blev lagt i 2006 ved en totalrenovering, som satte sit omfattende aftryk på helheden. Med 186 m2 er der tale om et særdeles rummeligt hus, der byder på en fin balance mellem charme og lækre løsninger. Dertil kommer en skøn beliggenhed med få minutters gang til stranden og Vesterhavet.
Det oprindelige hus blev opført i 1980, inden ejendommen blev gentænkt i forbindelse med renoveringen. Stråtaget er ligeledes fra 2006, og det flotte, naturlige materiale klæder huset rigtig godt. I år 2000 opførte man desuden en praktisk dobbeltgarage, der har integreret depotrum og desuden tæller hele 57 m2. I kan dermed forvente et yderst veloplagt udlejningsemne, som udlejes via Feriepartner i Vejlby. Alene i 2022 har huset genereret en lejeindtægt på 162.000 kroner, så hvis I drømmer om en investering, der både er rentabel og fornøjelig, er dette emnet til jer.
Også indretningsmæssigt formår ejendommen at imponere. Sommerhuset er gavmildt dimensioneret til større selskaber, og med otte sovepladser er huset eksempelvis velegnet til to familier. Læg dertil pænt, smagfuldt inventar i en moderne stil, som ikke mindst tjener stemningen i det lækre opholdsrum. Denne rummelige afdeling består af køkken-alrum og stue i et fritflydende rumforløb, og køkkenet er luksuriøst udstyret med kogeø og amerikanerkøleskab.
Selve stuen inviterer til både afslapning og samvær, mens de store sprossevinduer gør lysindfaldet ekstra charmerende. Også charmerende er den velvalgte pejseindsats, der føjer sin helt egen stemning til afdelingen. To af de sammenlagt fire værelser ligger i stueplan, og det samme gør begge husets indbydende badeværelser. Det ene baderum byder på vaskefaciliteter, mens det andet udgør en komplet wellness-afdeling med spabadekar og adgang til sauna. Til de mest aktive feriegæster findes et fitnessrum, og foretrækker I at slappe af med et spil pool eller bordfodbold, byder førstesalen på en repos i stuestørrelse, der er indrettet som et alsidigt aktivitetsrum.
Vejlby er et rigtig skønt og populært sommerhusområde, hvor der er plads til at koble fra og nyde ferien i rolige naturskønne omgivelser. Og samtidig kan du ikke langt herfra også deltage i de mange aktiviteter, som findes i nærområdet. Lige uden for døren finder du den smukke og barske natur, som kendetegner vestkysten. Netop ved vandet møder du unikke naturoplevelser året rundt, og en cykeltur rundt i området med det bakkede og smukke landskab er bestemt en sommeroplevelse værd.
En nydeligt anlagt terrasse omkranser størstedelen af huset, og mellem garagen og sommerhuset har den karakter af et hyggeligt gårdhavemiljø med rigtig god læ. Derudover er Vesterhavet med sin brede sandstrand det helt store trækplaster for både turister og lokale, der elsker at komme til dette område i løbet af hele året.
Aktiviteterne omfatter blandt andet Adventure Golf, fodboldgolf, ridning, windsurfing, Harboøre Fritidscenter og meget mere. I Harboøre Fritidscenter er der blandt andet mulighed for at give sig i kast med skydning, motionscenter, skaterbane mv. Så skal der ske noget i din ferie, er det her et rigtigt godt område. Der er desuden kort afstand til rigtig gode indkøbsmuligheder i Harboøre og i sommerhalvåret er der både restaurant og købmand i gåafstand fra sommerhuset. Området ligger et lille kvarters kørsel fra Lemvig og Thyborøn, som begge er havnebyer ud til Limfjorden. Her summer det af liv, især om sommeren, med hyggeligt havnemiljø, flere dagligvarebutikker og masser af detailhandel. Hvis man ønsker at komme omkring uden bilen, er det muligt at tage det lokale og charmerende tog, VLTJ.
Kontakt EDC Lemvig på 96 63 40 00. Vi arrangerer med glæde en uforpligtende fremvisning…