Beskrivelse
Indflytningsklart og veludnyttet enderækkehus
Tag med til Skovby, hvor vi nu har fornøjelsen af at slå dørene op til dette indflytningsklare enderækkehus. Her er kvadratmeterne utrolig godt udnyttet, hvorfor dette er et ideelt hjem for singlen, parret såvel som den lille familie. Bag huset er der en solrig have, og så er der gode stier rundt i området. Ejendommen er opført i 1977 og har gennemgået flere forbedringer de seneste år. I 2019 er der opsat filt på væggene af en professionel maler, og året efter er alle vinduer skiftet. I 2021 er der installeret et nyt naturgasfyr. I træder over dørtærsklen til en velindrettet og moderne bolig, hvor især den store stue er værd at fremhæve. Dagslyset strømmer gavmildt ind gennem de markante glaspartier, hvilket skaber et lyst og lækkert opholdsmiljø. I indretter jer nemt med både sofaarrangement og spisebord, og om sommeren stiller I havedøren på vid gab, hvilket udvider hjerterummet til terrassen. På den anden side af stuen udfolder vinkelkøkkenet sig, som fremstår velholdt med et tidløst inventar. De hvide fronter står i flot kontrast til den mørke bordplade, og her får I god plads om madlavningen. Også badeværelset præsenterer sig nydeligt og rummeligt med vaskefaciliteter. Afslutningsvis skal I opleve soveværelset, der ligeledes modtager et dejligt lysindfald. Sidst, men ikke mindst, venter haven, som er orienteret mod vest. Her kan solen nydes på terrassen, der grænser op til den nemme græsplæne og højbede. Gode, asfalterede stier fører rundt i byen, og tæt på når I Tinbæksøen med bålhytte og shelters. I nærheden er også en legeplads, og så kommer I til busstoppested, Skovby Hallen, Skovbyskolen, indkøb og daginstitution i gå-afstand.Er det jeres nye hjem? Så ring og hør nærmere….