Beskrivelse
Beliggende i skøn natur
Rigtig skøn ejendom for personer som kan lide at være i naturen, beliggende i rolige omgivelser imellem Karup og Frederiks.
Dejligt stuehus, som er hvidkalket med sort sokkel, og nyere tag, der er skøn sydvendt have med sø hvor der bl.a. er rislende vand, og karpefisk. Stueetagen er indrettet med entre, stort badeværelse, soveværelse, værelse, bryggers, køkken fra 2009, stue samt en udestue. På 1. sal er der fin stue, køkken, dejligt badeværelse samt soveværelse, 1. sal fremstår flot og indbydende, og ville evt. kunne udlejes særskilt. Huset opvarmes med oliefyr og fast brændsel, der er privat vandværk, mens afløb er mekanisk rensning med nedsivningsanlæg med tilladelse.
Udbygningerne består af garage, mindre stald hvor der i en del af bygningen er indrettet 4 hestebokse, herudover er der et maskinhus på 500 m², samt en gylletank på 680 m³ som er synet i 2020.
Ejendommen sælges med et grundareal på ca. 7.000 m², der vil dog være mulighed for at købe ekstra jord med, hvis man gerne vil have plads til lidt dyr….