Beskrivelse
3-værelses lejlighed med altan i hjertet af Aarhus
Åbent hus med tilmeldingskrav 4/12 – klik på billede –
I hjertet af Aarhus i en klassisk rødstensejendom med elevator fra 1929 ligger denne smukke 3-værelses lejlighed.
Indenfor venter en særdeles sjælfuld lejlighed, hvor smukke, originale detaljer danner ramme om et gennemført hjem.
I den velindrettede fordelingsentré er der plads til både sko og overtøj og herfra ledes du videre ind i lejlighedens to stuer en-suite, hvor du straks vil blive imponeret over de smukke stuklofter, fyldningsdøre og plankegulvene. Stuerne er forbundet af en skydedør, som kan åbnes op, således der skabes en fantastisk og sammenhængende rumoplevelse.
Fra karnappen i spisestuen strømmer lyset ind og herfra er der et smukt kig ud over åen og området deromkring.
Udover stuerne er der et soveværelse med stort garderobeskab. Værelset vender mod gårdmiljøet og herfra kan du tilgå lejlighedens dejlige altan, hvor sommeren kan nydes.
Køkkenet er indrettet med hvide, grebsfrie fronter og med utrolig god skabsplads. Ydermere har du alt i hårde hvidevarer.
Afslutningsvist er der badeværelset, som er med stor, separat brus, vindue til det fri og opbevaringsmøbel.
Aarhus er karakteriseret af en mangfoldig kultur i alle afskygninger. Skal smagsløgene på oplevelse, er der en stort udvalg af caféer og delikate restauranter lige i nærheden ligesom Aarhus Teater, Nordisk film biograf og ARoS ligger inden for kort afstand, hvis der er brug for et afbræk fra hverdagens travlhed.
Flyt direkte ind i denne perle af en lejlighed, som er oplagt til parret eller som delevenlig for op til tre personer….