Beskrivelse
Unik landejendom i virkelig god stand !
Helt igennem gennemført og eksklusiv landejendom med et fantastisk værksted og en ekstra lejlighed til f.eks. svigermor eller teenageren?
Stuehuset har en virkelig god placering på grunden, da du kører op ad bakke til ejendommen. Dette gør udsigten over området ekstra god. Ejendommen adskiller sig, fordi den er godkendt med to adresser – så her udbydes en ægte to-familiers ejendom.
Værkstedet er et kapitel for sig selv. Det er så pænt, at man næsten ikke vil køre sin bil derind til reparation. Her er højt til loftet, så du kan få en lastbil ind gennem porten. Det kan også være båden, campingvognen eller andet. Der er trukket trykluft langs væggen. I det tilstødende lokale, findes en lille bar hvor den kolde øl kan drikkes samt et fint badeværelse med toilet, bruseniche og håndvask.
Lejligheden er indrettet med en entré, soveværelse, pænt køkken og en stue. Der er anlagt en lille terrasse foran stuen, så du kan sætte dig ud og nyde solen.
Udover værkstedet, laden og lejligheden findes her en stor grund på lidt over 2 hektar og en dobbelt carport med vaskerum/fyrrum.
Stuehuset er indrettet således: Entré, fint badeværelse med bruseniche, spisekøkken med brændeovn og adgang til en lille kælder, spisestue med udgang til en skøn terrasse, rummelig opholdsstue med trappe til 1. sal, soveværelse samt en hovedindgang. Boligens 1. sal rummer 5 soveværelser. Hvis du har brug for et ekstra toilet eller måske et badeværelse, kan dette indrettes i værelset over det eksisterende badeværelse.
Gårdspladsen og haven omkranser ejendommen og fremstår indbydende og præsentabel.
Det hele toppes af at der kun er cirka 10 minutters kørsel til Skælskør. Er denne ejendom noget for dig, så tøv ikke med at kontakte EDC i Skælskør. Vi fremviser alle ugens 7 dage….