Beskrivelse
Landejendom med fortryllende have og masser af muligheder – 23 min. fra Aalborg
Det er muligvis beliggenheden og de mange muligheder, der bringer dig i retning i ejendommen, men det er ganske givet haven, der slår benene væk under dig. Kvaliteterne i denne ejendom er nemlig kombinationen af en super beliggenhed nær to oplandsbyer samt motorvejen, et væld af muligheder på både grund og i udbygninger – velkommen til!
Takket være nærheden til motorvejen, kan du være i Aalborg på bare 23 minutter. De to oplandsbyer Dybvad og Flauenskjold kan nås på 10 minutter på cykel og har begge indkøbsmuligheder, skole og institutioner. Ejendommen ligger godt tilbagetrukket fra Aalborgvej, og den store grund ligger samlet nær bygningerne.
Stuehuset dateres tilbage til år 1870 og byder på 150 m2 over halvandet plan. Det står ude som inde i velholdt stand, men har behov for en modernisering, hvis I ønsker en tidssvarende bolig. Men med den rette indsats kan man her få en skøn bolig, der kombinerer husets originale detaljer og stemning med moderne tiltag og komfort. Husets størrelse og indretning passer eksempelvis fint til børnefamilien.
Stueplan er indrettet med entré, stor stue, køkken med spiseplads, to entréer, soveværelse og et badeværelse. På førstesalen venter en fordelingsgang, to værelser og to disponible rum. Der er naturligvis også rig mulighed for at lave om på indretningen, så I eksempelvis kan sammenlægge køkken og stue eller måske skabe et moderne køkken-alrum. Der kan også nemt indrettes flere soveværelser i huset og måske etableres en rigtig børne/ungdoms-afdeling på førstesalen.
Og så er der haven. Den ligger syd for stuehuset og er anlagt med lige dele vid og kærlighed. Det er som et lille eventyrland, hvor den grønne plæne snor sig ind mellem bede, formklippede buske, rundt om en havesø og forbi blomster i alle farver. Her er også flere terrasser heriblandt en stor overdækket en af slagsen på husets vestside.
Der medfølger hele fem udbygninger, som tilbyder et væld af spændende muligheder alt afhængig af, hvad I har lyst til. Her er blandt andet en tidligere lade, der har potentiale til at blive et godt, højloftet værksted. Hertil kommer en garage med fyrrum, en staldbygning samt en staklade.
Alt i alt en spændende ejendom med masser af muligheder og en super beliggenhed med nem adgang til fornødenheder og til Aalborg….