Beskrivelse
Ejendom med pragtfuld panoramaudsigt til Limfjorden
Freden, roen og oplevelsen af at befinde sig midt i en uforstyrret natur er helt i top på denne landejendom mellem Farsø og Hvalpsund. Både fra boligen, haven og fra ejendommens skovskrænt har du en uforlignelig udsigt til blå himmel og bølgerne i Lovns Bredning, og fordi ejendommen ligger højt i landskabet, er udsigten både langstrakt og panoramisk. Stuehuset, der fremstår lyst og venligt, blev istandsat for en håndfuld år siden, og på de tre etager findes både moderne komfort og charmerende detaljer. Stueplanet rummer entré og baggang samt et stort opholdsområde, hvor køkkenet og stuen glider i ét. Køkkenet er indrettet med lyse Invita-elementer og køkkenø med siddepladser, og i stuen med brændeovn giver store sydvendte, vinduespartier et skønt lys og et flot vue til fjorden, så måltiderne kan nydes med fjorden som bagtæppe. Etagen rummer desuden et værelse, og et stort badeværelse med gulvvarme, bruseniche og badekar. Førstesalen rummer to værelser, et toilet, en stemningsfuld stue med brændeovn, de originale plankegulve, loft til kip med frilagte hanebånd samt udsigt til vandet.Kælderen byder på et toilet med bruser, et vaskerum samt flere disponible rum med mange muligheder. Udsigten, den uforlignelige atmosfære og et enestående dyre- og fugleliv kan også nydes fra den sydvendte terrasse, der har sol fra morgen til aften. Haven er anlagt med en stor græsplæne og to store højbede. Ejendommens udhuse giver et væld af muligheder for at dyrke den pladskrævende hobby eller drive erhverv fra adressen. Samtidig gør markerne ejendommen til et oplagt sted for et mindre dyrehold. Grundens 8,5 hektar er, udover markerne, bevokset med skovstykker, og her er et væld af hyggelige og fuldstændig uforstyrrede kroge, hvor naturen kan nydes i ro og mag. Alle hverdagens nødvendigheder kan findes i Ullits, Gedsted eller Hvalpsund ca fire kilometer fra adressen, eller i Farsø ca 10 km fra adressen.En ejendom af denne type kommer sjældent i udbud, så kontakt os allerede i dag….