Beskrivelse
Spændende villa på stille villavej
Vil I bo i rolige omgivelser på en lukket vej med sikker skolevej til Strandskolen, få minutters gang til byens bedste badestrand og alt, hvad der behøves i hverdagen af gode indkøbsmuligheder, spændende restauranter og det pulserende liv i hjertet af Risskov, kun fem minutter fra hoveddøren? Så er denne villa det helt rigtige valg.
Villaen ligger ca. midt på Ålykkevej og med haven vendt væk fra vejen, så I får en ganske privat og syd/vestvendt have, som bare emmer af hygge og indbyder til lange dejlige sommeraftener med grill på terrassen.
Villaen byder bl.a. på følgende i stueplan: Entré med gæstebadeværelse, rummeligt soveværelse, stor regulær stue med flot udsigt til haven og centralt køkken/alrum med direkte udgang til haven. I forbindelse med køkkenet får I et praktisk grovkøkken med vask og god opbevaring samt villaens bryggers med separat indgang lige ved carporten. Desuden finder I i stueplan villaens andet badeværelse med kar og brus, et stort multirum til gavn for hele familien og yderligere to værelser, hvoraf det ene eventuelt kan opdeles i to separate rum, som det oprindeligt var.
På første sal er der indrettet et stort opholdsrum med den skønneste udsigt over området samt en mindre overdækket terrasse, som virkelig kommer til sin ret i de yderste måneder, hvor det måske er for koldt til at være i haven.
Til villaen hører en praktisk carport og en skøn forhave, hvor morgenkaffen kan nydes på den hyggelige bænk.
Det er virkelig en villa med sjæl og en fantastisk beliggenhed….