Beskrivelse
Lækker indflytningsklar herskabslejlighed
I starten af Amagerbro – på grænsen til Christianshavn og voldene – udbyder vi nu denne 121 kvadratmeter store lejlighed, der står klar til at byde sine nye ejere velkommen. Her går klassisk herskabscharme hånd i hånd med moderne funktionalitet, og beliggenheden er blot kronen på værket.Med nøglerne til denne lejlighed følger en helt enestående beliggenhed. Vi befinder os først på Amagerbro – med Indre By, Islands Brygge og Christianshavn inden for en radius af ca 5 min. på cykel. Med denne beliggenhed er der ligeledes kort afstand til en bred vifte af dagligvarebutikker, Amager Centret og Amagerbro Station, og som prikken over iet venter Amagerbrogades handelsstrøg lige nede på gaden. Amagerbrogade blev renoveret i 2018, og de senere år er der blevet etableret en hyggelig og levende atmosfære med alt lige fra specialforretninger, velrenommerede bagerier og vinbarer til gode spisesteder, caféer og meget, meget mere. Samtidig ligger adressen helt formidabelt i forhold til grønne områder: Volden, Fælleden og Amager Strandpark nås alle på en kort cykeltur, og det samme gør sig selvfølgelig gældende for resten af København.Det er en klassisk og gedigen rødstensejendom, der danner den ydre ramme om boligen. Opførelsesåret er 1917, og her bliver I en del af en god og veldrevet ejerforening. Til lejligheden hører to gode opbevaringsrum, og som beboer er der bl.a. brugsret til et hyggeligt og aflåst gårdmiljø, der byder på grønne arealer, flisebelægning og flere forskellige hyggekroge, hvor man kan læne sig tilbage og bare nyde tilværelsen i rolige omgivelser.Lejligheden ligger højt og lyst, og den står med flotte gulve, smukke stuklofter og tidløst interiør – hjemmet fremstår samtidig utrolig velholdt, og det ses tydeligt, at sælger har kræset for selv de små detaljer. Planløsningen strækker sig over en fordelingsentré, et strømlinet og grebsfrit køkken fra Bulthaup med integrerede hårde hvidevarer, et pænt toilet, et elegant badeværelse med separat brus og gulvvarme, to lyse værelser samt to stuer en suite. Værelserne er møblerbare og anvendelige med god skabsplads i det ene, og de to stuer er vestvendte og udgør boligens absolutte omdrejningspunkt – og her kommer de smukke herskabsdetaljer virkelig til udtryk. Lejligheden ligger ugeneret uden overboer, og som et ekstra plus hører der et værelse til lejligheden, som ligger lige oppe på 5. sal – perfekt til fx kontor, gæsteværelse eller noget helt tredje. Det her er med andre ord et hjem, der skal opleves med egne øjne….