Beskrivelse
Flot, renoveret udsigtsvilla med god beliggenhed i Åbyhøj
På en kuperet grund i et attraktivt kvarter i Åbyhøj ligger denne indbydende villa fra 1959, som er omfattende renoveret med respekt for den oprindelige stil. Resultatet er et moderne hjem med originale detaljer og en god planløsning fordelt over stueplan og den høje kælderetage. Glæd jer også til terrasserne og haven mod syd. I flytter ind i stille område med et godt naboskab. Her tilgodeses I også af den korte afstand til hverdagens nødvendigheder, og der er gåafstand til både daginstitution, indkøb og busstoppested, mens skole og idrætshal hurtigt nås på cykel. Endelig tager det blot ti minutter bag rattet til Aarhus C. Den hulmursisolerede villa toner frem på vejen med en rød murstensfacade, vinduer fra Skjern Vinduer og et rødt tag, som blev skiftet under renoveringen i perioden 2019-2021. Her blev kælderen også isoleret, og der blev lagt omfangsdræn. Indenfor er hjemmet ligeledes blevet beriget med en masse lækre forbedringer. De inkluderer blandt andet nye radiatorer i hele stueplan, sildebensparketgulv i egetræ i køkken-alrummet og et flot gulv med røde naturstensfliser i entréen. I alrummet strømmer sollyset ind gennem det kæmpe vinduesparti og døren ud til den højtplacerede terrasse, som gør det let at forene inde og ude om sommeren. Selve køkkenet er det originale, som er blevet professionelt sprøjtemalet i en moderne, grøn nuance og toppes af en quartzbordplade, mens armaturet er fra VOLA. Dertil kommer pejsestuen, der samler familien om hyggelige stunder. I stueplan får I også to værelser og et badeværelse med brus. Hertil supplerer den høje kælder med to fine værelser, et bryggers og et badeværelse, ligesom der også er et værksted. Om sommeren bliver det skønt at sidde på den høje terrasse med kig over kvarterets tage. Nedenunder får I glæde af en overdækket terrasse, og så er haven virkelig hyggelig….