Beskrivelse
Handler boligjagten om at finde en villa, der er overskuelig i størrelsen, men samtidig fortrinligt indrettet til familielivet med børn? Og står det også højt på ønskelisten at bo i et villakvarter med sparsomt befærdede veje, mange legekammerater og en populær skole – jamen, så er det bare at sætte kryds ud for denne etplansvilla i Løjtegårdskvarteret og aftale et besøg med os på Askov Alle 34.Villaen ligger trukket tilbage på en koteletgrund, omgivet af grønne haver og på behagelig afstand af større veje. Over de seneste år er en del nye familier rykket ind, så i nabolaget er der liv og glade dage, mange børn og god opbakning til de festlige arrangementer. Fra villaen er der gåafstand til den nye Lidl, sikker skolevej til Løjtegårdsskolen og nem adgang til alt fra børnepasning og SFO til idrætsanlæg og grønne områder. Bus, tog og metro giver mange afgange mod storbyen at vælge mellem, men også cyklen kan komme i brug. Turen fra Askov Alle til City tager en lille halv time.Den klassiske gulstensvilla fra 1970erne er opdateret bredt. Vinduer og døre er skiftet i 2005. Varmepumpe er installeret i 2008. Taget er skiftet i 2014. Bryggers er renoveret i 2019. Der er nyere skibsgulve i det meste af boligen. De elektriske installationer er lige her og nu ført up-to-date, inklusiv nyt HPFI-relæ. I forhold til opvarmning lå det samlede energiforbrug i 2022 under 25.000 kroner, alt inklusive.Uden spildplads giver planløsningen entré, badeværelse, bryggers, tre værelser, åbent køkken og stue. I stuen har 10 kvadratmeter tidligere været inddraget som et værelse. Den rumdeling kan genetableres, hvis der er brug for et soveværelse mere eller måske et hjemmekontor. Og slår de eksisterende kvadratmeter ikke til – ja, så åbner grundens størrelse for tilbyg. For eksempel en ny afdeling med to værelser og et badeværelse mere. Eller måske flere opholdsrum – der er frit slag!Under alle omstændigheder udvides spillepladsen betragteligt i sommerhalvåret i form af haven og terrasserne omkring huset. Den største af terrasserne breder sig over knap 50 kvadratmeter. Græsset inviterer til at sparke bold, lege eller bare dase. Æbler, kirsebær, hindbær, brombær og en del mere stortrives i solens stråler, der er på besøg fra morgen til aften. Til den praktiske side byder flere skure ind med værksted og opbevaring….