Beskrivelse
Beliggenheden kan ikke blive bedre for mountainbikeentusiasterne, for der starter et spor lige udenfor haven, som omkranser dette skønne sommerhus, der nu er til salg. Huset er super godt indrettet, og med tre værelser kan I invitere overnattende gæster, og er I for mange, så tag alkoven i brug. Det flotte sommerhus er klar til brug, så I skal bare pakke kufferten og komme afsted. Til de kølige dage er der varmepumpe og brændeovn, som bliver dejlig at tænde op i, når regnen trommer på taget og brætspillene findes frem.Vi er i Fjerritslev lige ved Kollerup Plantage, som I også skal glæde jer til udforske til fods med madpakker i tasken og kameraet klar til at forevige de unikke naturoplevelser. Når dagens program skal fyldes med sandslotte og svømmeture, tager I bare cyklerne til Kollerup Strand, og i bilen kan I nå en hel række af Nordjyllands populære sommerbyer. På samme vis kan I træde i pedalerne, når I kører efter dagligvarer.Haven er nem med en stor, hyggelig træterrasse med en anseelig overdækning, så I kan afslutte de lune sommeraftener her. Der er også to gode redskabsrum. Det ene ved huset og et separat. Begge er isolerede og giver plads til eksempelvis græsslåmaskinen, cykler, en ekstra fryser og meget mere. Det charmerende sommerhus fra 2010 har en super planløsning med god plads i entréen, hvor I kan placere vaskemaskinen, der bliver praktisk ved længere ophold. Køkkenet er opstillet med en halvmur ind mod alrummet, der glider sammen med stuen, og bemærk, at loftet er ført til kip, ligesom markante glaspartier mod tre verdenshjørner gør rummet ualmindeligt lyst. Havedøren slår I op, så børnene kan løbe ud og lege. Endelig har I tre værelser og et fint badeværelse med bruseniche og skabsplads til håndklæder og toiletartikler….