Beskrivelse
Kvalitetssommerhus med panoramaudsigt over Østersøen
Skal jeres kommende ferier og weekendture tilbringes med hyggelige restaurantbesøg, skøn natur og havudsigt fra terrassen? Så bør I se nærmere på dette lækre sommerhus i det populære Sandvig ved Bornholms nordkyst. Huset er så højt placeret i landskabet, at I har en fantastisk udsigt over Østersøen med kig til Christiansø og Hammerknudens klippepartier. Glæd jer til tre værelser, et stort, lyst opholdsmiljø og en udestue. Udsigten over øens karakteristiske natur og havet er så fantastisk, at man simpelt sagt bliver tryllebundet, når man står og betragter den. Badestrand og det maritime miljø på Sandvig Havn venter jer mod nordøst, mens I finder den store Hammersø i modsatte retning, hvor I kan snøre vandreskoene og udforske det flotte terræn. Mod syd møder I Allinge, der står klar med lækre røgerier, Folkemødet og gode indkøbsmuligheder. Sommerhuset ligger i bunden af en stille, blind vej og præsenterer sig nydeligt med solgul facade, rødt tag og hvide vinduesrammer samt en tilhørende garage med elport. Rundt om huset udfolder sig en terrasse mod øst, syd og vest, hvor I kan følge solens bane i løbet af dagen. Oasen prydes endvidere af smukke hortensia. Huset er opført i 1992 og har aldrig været udlejet, hvorfor det fremstår i rigtig flot stand. Boligen har hertil luftsolfanger. Indenfor venter jer et skønt opholdsmiljø, hvor køkkenet og stuen er arrangeret i ét. Køkkenet er udstyret med hårde hvidevarer fra 2020, og herfra kan I bringe morgenkaffen ud på den østvendte terrasse. Stuen er lys og rummelig og har videre forbindelse til udestuen, der byder på loft til kip og store glaspartier. Sovepladserne fordeles på tre værelser, og endelig fuldendes boligen af et badeværelse og et depotrum. Ring for en fremvisning.Se visuel tilstandsrapport her….