Beskrivelse
Sundt og meget velholdt sommerhus på fantastisk grund!
Åbent hus med tilmeldingskrav 23/10 – klik på billede –
Velkommen til Bakkehuset. Her udbydes et flot og særdeles velholdt sommerhus på en helt fantastisk grund i dejlige og rolige omgivelser. Bakkelodden 30 ligger på en lukket stikvej, som i sin helhed giver en ekstrem afslappet og rolig atmosfære. Med til ejendommen er der et gæstehus på 10 kvadratmeter, samt en god garage med el-port og bagvedliggende værksted – alt sammen i nydelig og særdeles flot stand. Vi glæder os til at byde jer velkommen indenfor.
Huset er beliggende tilbagetrukket på den flotte grund, hvorfra man har en nydelig udsigt over hele herligheden. Her er stor træterrasse som går halvvejs rundt om huset og vender perfekt mod syd og vest, hvilket giver de mest optimale for sol og lysindfald. Huset er meget velholdt, senest med ny tilbygning fra 2020. Sælger har tilmed understøbt huset. En stor del af træbeklædning samt vinduer og døre er også skiftet. Her er desuden indlagt fiber.
Planløsningen byder i dag på 2 soveværelser, 2 stuer, køkken fra 2008 og badeværelse. I huset har sælger installeret brændeovn i 2006 samt ny varmepumpe som kan startes hjemmefra, således at sommerhuset er dejligt tempereret ved ankomst. Her er loft til kip og pæne parketgulve, og generelt fremstår den indvendige del også i pæn stand, og oser af ”rigtig” sommerhus! En ting som er værd at nævne er, at der fra huset er 4 udgange til terrassen. Her er ude lige så godt som inde.
Udeområderne skal bare opleves. På den syd- og vestvendte side af huset har man en indbydende træterrasse og videre nedgang til den flotte have som er en god blanding af natur/park grund. Mikset af det åbne og private, det ”vilde” og praktiske er i top. Her kan man let forestille sig at nyde aftensmaden, imens haveaktiviteterne fra det yngre segment i familien udfoldes. Man er trukket op mod skel i det nordøstlige hjørne, hvilket giver et fantastisk overblik over de godt og vel 2000 kvadratmeter grund. Har du mange overnattende gæster, er der ikke langt ned til det idylliske anneks på 10 kvadratmeter, hvor der let kan stå 2 køjesenge. Dette er godkendt til beboelse.
Sommerhuset er beliggende i et meget roligt område i Nyrup på en lukket vej, hvilket giver minimal af trafikforstyrrelser. Man er i kort cykel- eller gåafstand til den lokale købmand hvor hverdagens nødvendige indkøb kan handles. Her er et bredt udvalg af både kolonialvarer, frisk frugt og grønt, kød, spiritus samt frisk morgenbrød fra kl. 7.30. På en 10 minutters gåtur, kan Nyrup badestrand med badebro også nås. Er du til en oplevelse i lidt udfordrende terræn, kan Klintebjerg i Klint anbefales. Her kommer du op i højderne og har den vildeste udsigt over Kattegat. Man er ydermere i gåafstand til nærmeste busstoppested med forbindelse til Nykøbing Sjælland, der ligger blot 4 km. væk, hvor der er flere handelsmuligheder, togstation, gågade, lokale caféer og masser af sommerliv. Her vil du også finde nogle af Danmarks bedste badestrande langs nordkysten ved Kattegat….