Beskrivelse
Indflytningsklar storvilla med fantastisk udemiljø
314 kvadratmeter med smukke vinkler og stilfulde linjer tæt på det hele.Nogle hjem har den der helt særlige stemning og særegenhed, som kan være svært præcist at sætte en finger på, men som kan mærkes. Sådan en bolig er den smukke, lyserøde villa på Balagervej 75, der vinder med både sin smukke arkitektur – ude som inde – og sin helt særlige charme. Her bor du og familien tæt på skole, idrætstilbud og indkøbsmuligheder, ligesom områdets naturlige åndehuller byder på oplevelser lige i nærheden.FREDENSVANG – Syd for det centrale Aarhus og lige på grænsen til Højbjerg ligger populære Fredensvang, som oprindeligt var et kolonihavekvarter og fungerede som et fysisk og mentalt åndehul for beboerne inde i byen. Og det er, som om den særlige stemning fra dengang stadig hænger ved, selv om helårsvillaerne skød op fra starten af 1900-tallet og frem. I dag er nærheden til det hele et stort trækplaster – ikke mindst for de mange børnefamilier, som er flyttet til området de seneste år. Helt lokalt finder du alt det, der er brug for i en travl hverdag, mens såvel byens puls som naturens åndehuller er inden for nær rækkevidde. Fra Balagervej kan du eksempelvis gå til Rosenvangskolen på få minutter. Det samme gælder forskellige institutioner, AGFs idrætsanlæg og gode indkøbsmuligheder. Det skaber luft i en travl hverdag at have alting så tæt på. Og det giver energi og glæde at kunne gå en tur i Forstbotanisk Have, Mindeparken eller skoven, når lysten melder sig. Du har heller ikke langt til væddeløbsbanen, stadion og Tivoli Friheden, hvor der venter helt andre oplevelser. Beliggenheden bliver kun bedre af, at Balagervej samtidig er en rolig villavej med en hyggelig atmosfære. Hertil bidrager den forskelligartede arkitektur, som bl.a. består af klassiske 70er-parceller, gedigne murermestervillaer og så den karakteristiske bungalow på Balagervej 75.Helt særlig arkitekturDet er svært ikke at bemærke den smukke bungalow med sin sarte lyserøde farve og den særlige forhave, der er delvist overdækket af det dybe, nærmest svævende udhæng. Bungalowen blev opført i 1930 af Aarhus stadsingeniør N. K. Hansen og var oprindeligt bygget med fladt tag, men i 1941 blev taget rejst og en ekstra etage tilføjet med respekt for den originale arkitektur. Forhaven og den arkitektoniske stil har et nærmest japansk præg over sig. Foran huset har du bl.a. en indbygget bænk under udhænget, hvor du kan sidde og vente på gæsterne eller nyde morgenkaffen i solens første stråler. Og en bred indkørsel med plads til adskillige biler leder hen til den dobbelte carport, der også kan rumme familiens tohjulede køretøjer. Boligen er omgivet af en vidunderlig anlagt have, hvor du er fuldstændig indrammet i din meget private grønne oase, der er let at holde. På forskellige årstider byder havens træer på nødder, moreller, pærer og æbler, mens du mod nordvest finder en hyggelig gårdhave med egen petanquebane.Smukke vinkler ude som indeTerrasserne omkring bungalowen skal næsten opleves indefra og ud. For så snart du træder ind i villaens hall og kigger gennem den store stue, flyder ude og inde næsten sammen. De nuværende ejere har for nylig renoveret træterrassen, og her kan du sidde i fred og ro og nyde aftenstemningen i skyggen fra pergolaen, der er dækket af den smukkeste vin i kombination med en blåregn. Til den anden side har du endnu en terrasse med indbygget bænk og masser af plads. I det tidlige forår, hvor solen endnu ikke har fået stor magt, kan du tage plads i drivhuset neden for terrassen og tænde op i gaspejsen og få endnu mere ud af udelivet.Selve boligen er blevet passet godt på gennem årene og er løbende vedligeholdt med nyt køkken og flotte detaljer. Arkitekturen er en fornøjelse med de mange forskelligartede vinkler og hjørnevinduerne, der bidrager til det helt særlige lysindfald i stueetagen. De 314 kvadratmeter bolig fordeler sig på tre etager, som foruden de skønne fællesrum består af hele fem rummelige værelser. Der er et toilet på hver etage, mens underetagen, der er godkendt til beboelse, byder på yderligere plads til fx hjemmekontor, træningsrum, vinrum og værksted.Et hjem, der skal opleves for sin helt særlige arkitektur, store rummelighed og ikke mindst den fantastiske stemning både ude og inde. Her kan du og familien flytte ind tæt på alt det, I behøver i hverdagen….