Beskrivelse
Charmerende ældre landejendom lige ved Bårdesø
– Velholdt og charmerende landejendom ved Bårdesø
– Gode udhusbygninger med garage, værksted og disponibel plads
– Uudnyttet loft
– Tæt på indkøb og skole
Denne charmerende landejendom ved Bårdesø tilbyder først og fremmest et stort potentiale. Det fine stuehus er løbende opdateret og vedligeholdt, og mulighederne for selv at præge indretningen er optimale. I tillæg får I udmærkede udhusbygninger, som stiller flere døre på klem, mens jordtilliggendet på næsten ni hektar giver plads til at realisere alle de drømme, der følger med livet på landet.
Mange styrker gør sig gældende, men ejendommens bedste træk må næsten være den fremragende beliggenhed, der perfekt kombinerer logistik med fornøjelser. I har 500 meter ind til Dagli’ Brugsen i Bårdesø, mens der ligeledes kun er et par kilometer til Kystskolen i Krogsbølle. I får tre kilometer til nordkystens populære badestrande, og dertil har I en halv time til Odense og otte minutter til Otterup.
Ejendommen har fået navnet Holmens Bakke, og det passer godt til det varierede, bølgede landskab, som omgiver stedet. Jordtilliggendet breder sig vest for ejendommen, mens en stor, skøn have og samtlige udhuse ligger sammen ved stuehuset. Særligt de gamle landbrugsbygninger åbner for mange muligheder, og ud over værksted og garage med loft finder I et disponibelt rum, der er velegnet som en hyggelig gildesal eller et stort hobbyrum.
Stuehusets indretning byder på 158 m2 i ét plan, men der er ikke grund til at hæfte sig for meget ved dét, for det uudnyttede loft over stuehuset er lig med uindfriet potentiale. Inventaret i boligen er løbende opdateret i lyse materialer, og der er tilføjet solfangere på den sydvendte tagflade. Boligens primære rum består af et stort køkken, en spisestue og en rummelig vinkelstue, og der er mulighed for at skabe mere åbent forløb mellem afdelingerne. Derudover får I to værelser, hvoraf det ene er overordentligt stort, og vådrummene består af et pænt, lyst flisebadeværelse, et gæstetoilet og et bryggers.
Drømmer I om hønsehold eller friske råvarer fra køkkenhaven og drivhuset, er rammerne gode. De allervarmeste sommerdage bruges bedst på at lave ingenting, og her har I en skøn, overdækket terrasse til formålet – endda med dejlig udsigt over den gamle, fine have, som bidrager til stedets gammelromantiske kvaliteter.
Vi uddyber alle detaljerne ved en fremvisning….