Beskrivelse
Dejligt hus med lækker garage/værksted i Askov
I en rolig, lukket lomme i Askov – kun et stenkast fra skolen – finder I denne villa, der har en skøn rumlighed og et nydeligt udtryk, da dele af boligen er opdateret i nyere tid. Helt unikt får I desuden en stor, integreret garage med et godt værksted, som giver plads til hobbyaktiviteter og opbevaring af forskellig art.
Den 150 m2 etplansvilla er placeret på en 745 m2 grund, der er anlagt enkelt med et lækkert terrasseareal mod sydvest. På vejen er der meget lidt trafik, og samtidig er der kort afstand til rekreative arealer, der er et must, hvis I har hund. I byen er der en god brugsforening, og der er kun få hundrede meter til skole og daginstitution. Herudover er der nem adgang til motorvejen, og der er stisystem helt ind til Vejen.
Inden for de seneste år er både stuen, badeværelset samt soveværelset og de to børneværelser opdateret med nye gulve, lofter og vægge – og herudover er badeværelsesinventaret skiftet. Køkken-alrummet udgør boligens hjerte, og herfra er der to trin ned til stuen, der har en smuk karnap, som sørger for en rar stemning og et gavmildt lysindfald fra de rundede vinduer, der går igen i hele huset.
Fra bryggerset er der adgang til en bred baggang med indbygget skabsplads, og herfra kan I træde direkte ud i garagen og værkstedet, der har lyst flisegulv og egen adgang til haven. Velkommen hjem!…