Beskrivelse
Vandudsigt fra skønt fritidshus med eget strandstykke
Et superskønt fritidshus med eget strandstykke og en strategisk god beliggenhed midt mellem Kerteminde og Nyborg udbydes efter at have været i samme families eje siden opførelsen i 1954. I begyndelsen var det et mindre hus, og sidenhen er der bygget til, så her nu er fire soveværelser og to badeværelser, fordelt på to selvstændige huse, så fritidshuset er ideelt til, at to mindre familier kan bo her samtidig og stadig have privatliv. Det tredje hus indeholder opholdsrummet, hvor stue og køkken ligger i åben forbindelse og omkranset af en på alle måder meget dejlig terrasse, hvor udelivet kan nydes fuldt ud morgen, middag og aften. Herfra har I formentlig områdets allerbedste udsigt ud over havet, ligesom I kan nyde solnedgangen.I får en ekstra terrasse, der ligger ned mod stranden med fri vandudsigt og udsyn til solopgangen. Her er det pragtfuldt at nyde en velfortjent kop morgenkaffe sammen med det friskbagte morgenbrød, som den mest morgenfriske i familien har meldt sig frivilligt til at hente hos bageren i Kerteminde. Der er kun en skøn cykletur på otte kilometer derhen og en lige så dejlig tur tilbage, hvor I hele vejen kan glæde jer til en morgendukkert fra badebroen eller direkte fra strandbredden. Inden I sætter jer til det veldækkede morgenbord, har I mulighed for at skylle saltvandet af under jeres egen udebruser, der byder på både varmt og koldt vand. Sådan en morgen smager kaffen med statsgaranti ekstra godt.Huset er lige dejligt at besøge sommer og vinter. Det er udstyret med to varmepumper, som kan fjernstyres, så her er den rette temperatur, når I ankommer. I har brændeovn indenfor og pejs udenfor, så der er mulighed for at hygge og kompensere lidt for køligere aftentemperaturer og samtidig skabe stemning med snobrødsbagning eller lune skumfiduser. Træværket er malet i 2021 og vil først trænge igen om fem-seks år. Huset er i det hele taget klar til at blive taget i brug af en eller flere familier, der kan forvente at blive taget godt imod i den lille, hyggelig enklave, som består af blot fem huse. I har ligesom de øvrige ejere jeres eget strandstykke, der kan anvendes til endnu en terrasse eller til at lægge en båd op. Det kunne jo tænkes, at en eller flere i familien har interesse i at sejle lidt ud på vandet og nyde stilheden eller måske endda at smide en fiskesnøre ud, så der kan bringes en havørred eller en anden spændende og velsmagende fisk hjem til terrassegrillen….