Beskrivelse
Fantastisk 2V’er med tagterrasse og p-plads i hjertet af Odense!
Åbent hus med tilmeldingskrav 7/6 – klik på billede –
Denne 2V’er hører til de boliger, der får de andre til at blegne i sammenligning. For med sin flotte stand, charmerende indretning over to etager og ikke mindst en stor tagterrasse samt egen p-plads er der nok at fremhæve. Det gælder også beliggenheden på hjørnet af Benediktsgade og Rødegårdsvej – en central placering i krydsfeltet mellem city og studiebyen.
Men ejerlejligheden trumfer i sig selv sin eminente adresse, så lad os starte dér. Hjørnebygningen fra 1881 fremstår præsentabel og velholdt med den mængde charme, som kendetegner mange af gadens byhuse og etageejendomme. Lejligheden ligger desuden yderst i huset, hvilket giver langt flere vinduespartier og dermed et suverænt lysindfald i opholdsafdelingen.
Du træder ind i en lille entré, hvor du finder trappen til andensalen, og derudover er det øvrige af etagen inddraget til ét stort, åbent opholdsmiljø. Ud over det gavmilde lysindfald er også loftshøjden en positiv detalje, mens plankegulvene tilføjer indretningen lidt varme. I den ene ende er køkkenet integreret, og her er komforten prioriteret. Ved køkkenet er der forbindelse til den store tagterrasse, som næsten fordobler opholdsarealet på lune sommerdage. Det store uderum er en gevinst, der er svær at overse, og der er tilpas afskærmning og afstand til naboerne, så terrassen tilmed er ugeneret.
Andensalen er ligesom stueplan holdt åben, og her træder du direkte ind i soveværelset fra trappen, så pladsen udnyttes optimalt. I tilknytning til soveværelset ligger badeværelset, hvor den flotte stand komplementeres af endda rigtig god plads. Her er separat, muret bruseniche, plads til vaskemaskine og i øvrigt indbygget reol under skråvæggen til ekstra håndklæder.
Og så er vi ikke engang færdige endnu. Den private p-plads ligger lige 50 meter oppe ad Rødegårdsvej, og parkeringsarealet er desuden indrettet med et skur i en udmærket størrelse. Dermed kan også cyklen få fine forhold, og det gør ikke så meget, at den er gemt lidt af vejen, når du finder alt i gåafstand. Nærområdet byder på en god kombination af restauranter, take-away og butikker, foruden selvfølgelig Netto, som ligger få skridt nede ad gaden. Bylivet, parkerne, kulturtilbud og cykelafstand til Syddansk Universitet hører også til de mange beliggenhedesmæssige fordele. Her får du simpelthen hele Odense for dine fødder….