Beskrivelse
Helsingør – Fredelig sidevej til Sdr. Strandvej tæt på badebro ved Trykkerdammen og Helsingør City
På en af Helsingørs attraktive adresser i Sdr. Strandvejs-kvarteret, sælges nyere dobbelthus med udsigt over Øresund. Boligen forener gennemtænkt arkitektur, funktionelle løsninger og en rolig beliggenhed tæt på Øresund, i gåafstand fra badebroen ved Trykkerdammen og skovområde ved Meulenborg. Gå langs Sdr. Strandvej, med udsigt over Øresund, de små bådehuse og strandgrunde, til Statshavnen, Kronborg, til Helsingør City på 10 minutter.
Ejendommen er opført på en højtliggende grund for enden af en lukket vej. Grunden er anlagt i forskudte niveauer, hvilket både sikrer privatliv og god integration med de grønne omgivelser. Store glaspartier og loft til kip giver et behageligt lysindfald og en åben rumfornemmelse med udsigt mod Øresund.
Boligen er indflytningsklar og består af to etager. I stueplan findes et køkken/alrum med udgang til stor træterrasse, to værelser med adgang til haven, et praktisk bryggers samt et badeværelse. Førstesalen rummer en lys opholdsstue, et soveværelse med eget badeværelse samt udgang til en hævet terrasse, som via en udendørs trappe forbinder huset med baghaven.
Udendørsarealerne er velanlagte og opdelt i tre niveauer: en forhave med garage og adgangstrappe, en stor sydvendt træterrasse i niveau med hovedindgangen samt en baghave med stenterrasse og pavillon.
Beliggenheden er ideel med kort afstand til Øresund, badebro, skov, indkøb, skoler og togforbindelser.


