Beskrivelse
Hyggelig landvilla med udsigt over åbne marker
Lidt udenfor Skælskør ligger denne overkommelige landvilla. Her er ro og fred, og god afstand til naboer.
Hvis man gerne vil på landet, men samtidig være tæt på by og indkøb, så kunne denne ejendom være ideel.
Her er rig mulighed for at nyde solen, naturen og de lyse sommeraftner. Sælger har lavet en lækker sydvendt terrasse, som breder sig rundt om huset og derfor vil der altid være en plads i solen eller skyggen, afhængig af behov.
Når du ankommer til ejendommen, bliver du mødt af en bred indkørsel som giver plads til campingvognen, firmabilen eller blot til parkering til gæster. Allerede når du træder ind i entréen er det tydeligt at sælger har fundet en rød tråd igennem huset. Stilmæssigt er der en rigtig god sammenhæng, som er nem for de fleste købere at forholde sig til, og i modsat fald vil det være nemt at tilpasse det til egen stil og indretning. Fra entréen er der trappe til 1. salen og adgang til stuen, som er åben og indbydende. Herfra videre passage til køkkenet, hvor lys og luft også har været højeste prioritet. Fra fordelingsgangen kan du komme til to værelser, et badeværelse og et stort, praktisk bryggers. Pillefyret er placeret i et separat rum, så der er let adgang til at få fyldt træpiller på.
I den anden ”fløj” har sælger lavet et enormt hyggeligt inderum, som i dag bliver brugt som bar/opholdsrum. Her er de gamle staldvinduer bevaret og der er opsat en brændeovn til pynt.
På 1. salen er der to værelser og en stor møblerbar repos.
Hvis denne ejendom kunne være interessant, så tøv ikke med at bestille en fremvisning. Vi viser frem alle ugens dage….