Beskrivelse
Delevenlig. Altan. Pæn stand. Flot lysindfald. Sund forening. Central beliggenhed.
Velkommen til Bisiddervej 6, 3. th. Dette er en særdeles fin 2-værelses lejlighed med en ideel planløsning, som egner sig perfekt til par, enkeltpersoner eller som delelejlighed. Lejligheden har en god rumfordeling, der er altan, og så har den meget overkommelige ejerudgifter!
LEJLIGHED: Når du træder ind ad hoveddøren, mødes du af en pæn fordelingsentré, som giver adgang til soveværelse, badeværelse, køkken og stue. I entréen er der indbygget skab, velegnet til opbevaring af sko og overtøj. Soveværelset vender mod den stille gård, som sikrer rolige morgenstunder, hvor det store vinduesparti med fransk altan giver et fantastisk lysindfald. Her er både plads til en stor fritstående seng og klædeskab. Badeværelset er lyst og flisebelagt. Her er god plads til brus og fine opbevaringsmuligheder. I køkkenet har du udsigt over det hyggelige gårdmiljø. Køkkenet er i pæne hvide elementer fra Kvik, som giver et stilrent og moderne udtryk. Køkkenet er veludstyret med Quooker og vaske/tørremaskine. Der er desuden god opbevarings- og bordplads, så du kan udfolde dine kulinariske evner. Køkkenet er også indrettet så der er mulighed for at etablere spisekrog. Stuen er et skønt opholdsrum med masser af naturligt lys og plads til både et hyggeligt sofahjørne og spisestue. Fra stuen er der udgang til en dejlig altan, hvor du kan nyde udelivet og har plads til et lille cafésæt. Lejligheden har flotte træplankegulve og dejligt frit kig mellem bygningerne der sikrer godt lysindfald. Lejligheden fremstår i god stand – klar til at byde nye ejere velkommen!
EJENDOM: Gulstensejendom fra 1936 med et fantastisk hyggeligt gårdmiljø, som huser ejerforeningen ’Laugsgården’. Det er en veldrevet forening med en sund økonomi, bestående af Skaffervej 1-15, Bisiddervej 2-10 og Rentemestervej 18. Der er gennem årene løbende gennemført renoveringer herunder: Nyere energivinduer i 2014, opgang og hoveddøre med briksystem og elektrisk sikkerhedslås i 2018, facader, kloakering, kælder- og gårdrenovering. Der er etableret hyggelig legeplads, grønt areal samt mulighed for cykelparkering både udenfor og i kælder. Lejligheden har brugsret til kælderrum, med mulighed for leje af et ekstra opbevaringsrum. I ejendommen er der indlagt fibernet. Det er tilladt at udleje samt holde husdyr, med godkendelse fra bestyrelsen.
OMRÅDE: Lejligheden er beliggende i et meget attraktivt og roligt kvarter af Nordvest, tæt på gode transportmuligheder såsom Bispebjerg- og Nørrebro st. De daglige indkøb kan klares i nærliggende dagligvarebutikker eller i Nørrebro bycenter. Man er kun en kort cykeltur fra indre by og diverse uddannelsesinstitutioner såsom KU, KEA og AU. Er man til sport er der fitnesscenter 350 m fra lejligheden, og ellers kan man på cykel komme til Grøndalscenteret og Genforeningspladsen. Rundt om hjørnet finder man flere populære barer og caféer som eksempelvis Tribeca og Åbenbar. Området omkring Rentemestervej byder på en bred vifte af aktiviteter og faciliteter, der gør kvarteret levende og attraktivt. På Rentemestervej kan man tage i saunagus, besøge det farverige bibliotek, eller besøge Demokratigaragen, hvor man kan nyde en kop kaffe eller en god middag. Tæt på ligger Frederikssundsvej, som er én af hovedfærdselsårene i Nordvest kvarteret, og her finder man et rigt udvalg af butikker, spisesteder og dagligvareforretninger.


