Beskrivelse
Etplansvilla med åbent hjerterum og tryg adresse
I et veletableret villakvarter i det nordøstlige Odder, hvor legepladserne ligger spredt rundt omkring i området, og hvor Parkvejens Skole, Odder Svømmehal og Spektrum Odder alt sammen ligger i sikker gåafstand, finder vi en klassisk etplansvilla med en bred appel. Den lyse indretning skaber et gennemgående tema af imødekommende venlighed, og planløsningen med de åbne opholdsrum og de fire værelser sørger for, at familien får de bedste forudsætninger for at starte en ny tilværelse i total balance.
Huset ligger på hjørnet af vænget, og bag den grønne hæk står murstensvillaen som et helt klassisk bud på familiens hjem. Her agerer garage og indkørsel i grus velkomstkommité, mens turen naturligt fortsætter omkring ejendommen med både en overdækket terrasse mod nord og et delvist overdækket terrasseareal mod vest. Så kan somrene bare komme an, når solen skinner og den private have genlyder af børnelatter.
Entré, gangareal, alrum, stue og køkken smelter sammen som det mest naturlige i verden og pulserer mod de resterende rum med lys og hjertevarme. Pæne gulve, træpaneler på væggene og loftspots afslører den moderne tilgang til renoveringsprojekterne, og med både fire værelser, hvoraf det største har walk-in, bryggers, bad og toilet er der dannet en solid base for børnefamilien.


