Beskrivelse
CENTRALT#LYST OG#LÆKKERT
Hvis det lyder fristende at bo i et kvalitetshus med en spændende historie og tæt tilknytning til Usserød Å, så kom og besøg dette smukke halve dobbelthus. I vil utvivlsomt forelske jer i denne ejendom, der bærer på en fortid som arbejderbolig til Den Kongelige Militære Klædefabrik og således er fyldt med charme, sjæl og udsøgte detaljer. Interiøret er ligeledes flot moderniseret i løbet af 2020. Kombinationen af det naturskønne nærområde med skov og åløb samt byens mange muligheder gør beliggenheden til noget helt særligt. Siden begyndelsen af 1800-tallet og indtil 1981 producerede Usserød Klædefabrik uldstoffer til militærets uniformer, og fabrikken beskæftigede hundredevis af mennesker, heriblandt hele familier, som bosatte sig i dertil opførte arbejderboliger. Et fåtal af disse arbejderboliger er bevaret, og ejendommen på Bloustrødvej 25A er en af dem.Ved ankomst på matriklen hengiver I jer straks til det smukke bygningsværk og naturen, der kendetegner omgivelserne. Det halve dobbelthus fra 1912 fremtræder yderst charmerende og solidt med gulstensfacade, sprossevinduer med grønne rammer og et indgangsparti med frontispice. De fleste vinduer er udskiftet i 2014. Inden døre åbenbares imidlertid moderne boligforhold, hvor alt fra køkken og kælder er renoveret med tanke på husets unikke ophav. Dørgreb af messing og marmor er gennemgående, og køkkenet fra Kvik giver sig ligeledes til kende med et Quooker-armatur i messing samt en bordplade af marmor, der matcher gulvet. Bemærk også de smukke Smeg-hvidevare. Stuen er hensigtsmæssigt opdelt i to sektioner, så I får fortrinlige forudsætninger for at samles om stemningsfulde middage, inden sofaarrangementet overtager aftenhyggen. Stueetagen råder dernæst over et værelse og et badeværelse, mens førstesalen er allokeret til yderligere to værelser og en stor repos. Kælderen supplerer med et praktisk vaskerum. Ude venter en frodig have med alskens frugttræer og ualmindeligt hyggelige terrassemiljøer, der danner ramme om sommerens grillmiddage. I får dertil glæde af to holdepladser ud til Moldrupvej. Glæd jer også til den pragtfulde beliggenhed, hvor skovbevoksning og vandløb karakteriserer nærområdet, ligesom I nemt og hurtigt kan gå til Usserød Skole og Hørsholm Midtpunkt….