Beskrivelse
Familien byggede om og om og om og om
Som Strandvejen går igennem byerne, får den sine navne, og Rungsted Strandvej er én af de mest eksklusive af kyststrækningerne nord for København. Strandvejen er lang, men har været længere. For 150 år siden begyndte den inde ved Trianglen, men Østerbrogade har opslugt de indre dele af Strandvejen, så nu begynder den ved Svanemøllen og fortsætter helt op til Helsingør og videre ud til venstre ad Nordkysten.Lige bag Rungsted Strandvej og tæt på salt og vand og havn ligger Bolbrovænge i et af de mest eftertragtede kvarterer i Rungsted. Den krydser sig selv for derefter at ende blindt. Her er stille, for blinde veje har kun den trafik, der bor her, og det er altid attraktivt for familier med børn. Huset i nummer 43 er bygget i 1951, men fik sin helt store renæssance i 2006, da daværende familie foretog en total ombygning. Med 349 etagemetre er det et stort, lyst hus med mange værelser, selv i Rungsted. Det samme gælder grunden, som er på 1.576 m2 med sydvestvent have uden nabokiggeri. Det er et hus med meget lave varmeudgifter og med solceller på taget. Her er højt til loftet, 4,30 meter på 1. sal og 3.5 meter nede i spisestuen. Rungsted Havn ligger lige om hjørnet. Den blev udbygget i 2016 og kan i dag tilbyde 850 havnepladser fra joller til store kølbåde. Havnen er en charmerende cocktail af liv og meget at kigge på. Her er lækre forretninger og 11 restauranter i alle klasser, fra den hurtige grillmiddag til den finere restaurant. Fra huset på Bolbrovænge er der gå- og cykelafstand til gode skoler, private og offentlige, gymnasie og sportsfaciliteter som skøjte- og svømmehal, tennis og flere golfbaner. Rungsted by har sin egen kystbanestation med direkte afgange og kort rejsetid til København og Lufthavnen….