Beskrivelse
Hyggeligt fritidshus på lukket grund i Hyttebyen
Åbent hus med tilmeldingskrav 1/10 – klik på billede –
Hyggeligt fritidshus på lukket grund i Hyttebyen
På en skøn, ugenert grund i en lille rolig lomme, finder du dette fine sommerhus. Grunden er omkranset af en dejlig lukket hæk, hvilket gør det muligt at opholde sig helt privat på den hyggelige, sydvendte terrasse. Her er ydermere en god, overdækket terrasse på husets nordside, hvor man kan fange lidt morgensol. Her er en mindre græsplæne med mulighed for boldspil samt et anvendeligt udhus med plads til diverse opbevaringer.
Fra hjertestien langs med Ringkøbing Fjord er der helt optimale muligheder for at nyde områdets storslåede natur og dyreliv på aftenturen. På den nordlige side af havnen er der en lille strand, og ellers er der god mulighed for både wind- og kitesurfing fra den sydlige strand. Det tager kun 10 minutter at køre ud til Vesterhavet og de store brede hvide sandstrande. Fahl Kro, Bork Vikingehavn samt Bork Legeland ligger blot en kort cykeltur væk. Hyttebyen byder på legepladser, boldbaner og jollehavn, hvorfra der kan sejles ud på fjorden.
Indenfor er huset indrettet med en praktisk entré med klinkegulv, som fortsætter rundt i både stue og køkken. Fra entréen er der adgang til et mindre depotrum. Pænt køkken med opvaskemaskine i åben forbindelse til spiseplads. Hyggelig stue med brændeovn, lofter til kip samt varmepumpe. Her er endvidere opgang til hems med et par ekstra sovepladser. Lyst badeværelse med linoleumsgulv og bruseniche. Foruden hemsen indeholder huset to værelser – et soveværelse med dobbeltsenge samt et mindre værelse med en enkeltseng.
Huset har været lejet ud gennem Airbnb, men overtages uden lejemål og forpligtelser hertil.
En superhyggelig og nem feriebolig i et populært sommerhusområde….