Beskrivelse
Lys og indbydendeLejlighedenDet bliver en fornøjelse at tage turen gennem denne toværelses lejlighed, som bærer præg af både løbende vedligehold og moderne opdateringer. Du bliver den lykkelige ejer af 56 kvadratmeter, som kan deles med en ven, dig selv eller en partner. Turen starter i en god entré, som prydes af det samme pæne gulv, som herfra går igen både i stuen, på soveværelset og i køkkenet. Du får bl.a. et stilrent køkken med et gaskomfur samt god skabs- og skuffeplads, og dertil kommer et tidløst flisebadeværelse, der er indrettet med brus, væghængt toilet og udluftningsvindue. Herfra kan du vende blikket mod et køligt, nordvendt soveværelse og derefter en sydvendt stue, der giver dig fin plads til såvel spisebordet som sofahjørnet. Lejligheden vil før en overtagelse være komplet nymalet i alle rum.
EjendommenLejligheden ligger på 1. sal i en klassisk 30’er-ejendom, der præsenterer sig med rødstensfacade og store, sprossede vinduer. Der er gode parkeringsmuligheder ude på gaden, mens du på modsatte side finder et stort, velanlagt gårdmiljø, der bliver dit fredelige åndehul i sommerhalvåret. Gården folder sig ud med grønne plæner og bord-bænke-sæt, hvor du kan nyde de lyse aftener med grillhygge og gode venner – og med en placering på 1. sal, har du ikke langt ned i gården, når du vil rykke aftensmaden ud under åben himmel.
OmrådetDin nye adresse placerer dig i det populære Italiensvejskvarter, hvor du bliver nabo til rolige villaveje, og hvorfra du kan gå til Amager Strandpark, mens du samtidig bor på kanten af Amagerbro – et kvarter, der summer af liv. Lige om hjørnet møder du Lergravsparken med grønne omgivelser og ikke mindst sit eget metrostop, og derudover byder nabolaget på alt fra din lokale kaffebar til lækker take-away og butikker i Amager Centret. Takket være metroen er du godt forbundet med hele byen, men du kan også vælge cyklen, som forbinder dig med både diverse uddannelsesinstitutioner, Indre By og brokvartererne.


