Beskrivelse
STOR OG LYS LEJLIGHED I HJERTET AF FREDERIKSBERG
Findes der noget skønnere end at bo i hjertet af Frederiksberg? Hvis I spørger os, er svaret nej. I præsenteres for en velfungerende og nydelig lejlighed på hele 101 kvadratmeter, der udspiller sig på en fordelagtig planløsning, som passer til alt fra det moderne par til børnefamilien, som endnu ikke har et ønske om at give slip på bylivets goder.Lejligheden byder indenfor til en fordelingsentré med et gæstetoilet placeret bagerst. Længere fremme er det moderne badeværelse med marmorerede fliser, der strækker sig ind i den separate bruseniche samt på gulv og vægge. Derudover kan I se frem til to store og møblérbare værelser med morgensol, der strømmer ind ad de østvendte vinduespartier – desuden er der rig skabsplads i rummene, så plads ikke bliver en mangelvare.Køkkenet er funktionelt og tidløst med fornuftig opbevaringsplads til diverse køkkenremedier, og som prikken over iet er der da også opvaskemaskine, som tager sig af de sure pligter. I forlængelse af køkkenet står køleskabet, der får selskab af en vaskemaskine, sådan så I slipper for vaskekælder eller møntvaskeri. Foruden køkkenet kan I uden videre tilgå alrummet, hvor der er plads til det helt store spisebord, og for enden af alrummet ligger stuen, der viser sig frem med brændeovn og et stort sofaområde.Denne gulstensejendom blev opført i 1892, og nedenfor bygningen er der parkeringspladser til både bil og cykler. Den flisebelagte fælles gård er rigtig hyggelig med plads til havemøbler, så sæt jer godt til rette i den friske luft i jeres nye rammer.Carit Etlars Vej er en sidegade til Frederiksberg Allé, og herfra har I blot 180 meter til metroen. Går I langs Frederiksberg Allé, vil I støde på diverse butikker, caféer og spisesteder, og for enden heraf ligger Frederiksberg Runddel med skøjtebane om vinteren – og her kan I tillige træde ind i Frederiksberg Have, der gang på gang imponerer med naturen trods den bynære placering….