Beskrivelse
Nogle gange kan det bedste af det bedste ikke beskrives med ord. Og netop dét er tilfældet med denne fuldstændig fantastiske, nybyggede palævilla fra Huscompagniet, som rummer alt det, man går og drømmer om.De høje paneler skaber følelsen af sjæl i dette nybyggede hus, og man er ikke i tvivl om, at der er tænkt over hver eneste lille detalje. Dette hus er til den kvalitetsbevidste, der drømmer om lige dét ekstra, som et almindeligt typehus normalt ikke tilbyder.Man træder ind i en stor entré med franske dobbeltdøre ind til det store køkken-/alrum, som er husets samlingspunkt. Køkkenelementerne fra HTH er med fyldninger – i god kontrast til de høje paneler i rummet. Den store køkkenø har plads til, at hele familien kan samles om madlavningen. Fra køkkenet er der en rummelig fordelingsgang med to store værelser med udgang til haven, et kontor/værelse, et bryggers og et lækkert badeværelse med bruser. I modsatte ende af huset er der en kæmpe stue, som man nemt kan forestille sig være omdrejningspunktet ved fremtidige højtider med familien. Også fra stuen er der udgang til den dejligste sydvestvendte terrasse. Desuden er der fra stuen adgang til forældreafdelingen indeholdende master bedroom med walk-through closet og et lækkert badeværelse med dobbeltvask og brus.Fra alle rum mod vest er der udgang til haven, som har flere forskellige terrasser og solkroge med de flotteste herregårdssten, som passer perfekt ind i de smukke rammer. Der er den dejligste nyanlagte have fyldt med frugttræer, bærbuske og japanske kirsebærtræer, samt bede der blomstrer flere gange om året. Desuden blev der i forbindelse med anlæggelsen af haven sidste år bygget et lækkert cykel- og redskabsskur samt klargjort til elbilsladestander. På Colbjørnsensvej bor man kun 200 meter fra den skønneste natur i Jægersborg Hegn og blot 2,5 km fra Eremitageslottet i Dyrehaven. Her er ingen undskyldning for ikke at komme ud i naturen og se de forskellige årstider i skoven. Endvidere bor du lige ved Nærum Tennisklub og de grønne omgivelser i biblioteksparken, hvor der også er en sø med ænder og god legeplads til børnene. Skodsborg strand er kun en cykeltur væk og indkøb kan nemt klares til fods. Der er både indkøbs- og handelsmuligheder på Nærumvænge Torv samt Nærum Hovedgade med diverse forskellige specialforretninger. Derudover bor man også tæt på både vuggestue, børnehave samt Nærum Skole, Nærum Privat skole og ikke mindst Nærum Gymnasium. Bussen tager jer til Skodsborg station til kystbanen eller Nærum Station, hvor motorvejsbussen tager jer videre ind til Nørreport. Og ikke mindst “Grisen” – Nærum lokalbane, som tager turen mod Lyngby med Jægersborg Station som endestation….