Beskrivelse
LANDLIG VILLA MED STOR GARAGE TÆT PÅ FJORDEN
LANDLIG VILLA MED STOR GARAGE TÆT PÅ FJORDEN
Velkommen til Dråbystræde 71. Her får man den helt rigtige mavefornemmelse! Nærheden til fjorden giver en vis ro og man føler sig straks hjemme, når man bevæger sig i rundt huset, der er lige til at flytte ind i og flot renoveret.
Boligen er beliggende i naturskønne omgivelser og med fjorden som nabo, så der er rig mulighed for gode gåture både langs vandet men også i den skønne natur. Smukke Nordmors er kendt for sin unikke og enestående natur, der dag for dag forandres. I Sejerslev, mindre end 5 km. fra huset, er Naturfriskolen Nordmors, købmand, bager, fritidscenter mv. beliggende. Desuden er Nykøbing ikke længere end godt 10 km. fra adressen.
Huset er beliggende på en meget skøn grund på 1.380 m2, så der er rigelig plads til at boltre sig på. Haven er dejlig privat, hvor der er udsigt over åbne vidder. Derudover er haven dejlig nem og vedligeholdelsesvenlig. Haven er primært anlagt i græs med hæk omkring. Indkørslen er anlagt i granitskærver og her er masser af plads til biler og til gæster. På matriklen er også en fantastisk god garage på 77 m2 med to carporte og masser af plads til gør-det-selv-manden. Hvad end der skal holde biler i garagen, være plads til værksted, opbevaring eller et kreativt rum – ja, kun fantasien sætter grænser for, hvad I kan bruge garagen til.
Villaen er opført i 1915. Boligen er løbende vedligeholdt og nænsomt renoveret og fremstår meget præsentabel såvel ude som inde. Boligarealet udgør 117 m2 i ét plan. Derudover findes her et uudnyttet tagareal på 69 m2.
Indretning: Lys, indbydende entré. Pænt og renoveret køkken i åben forbindelse med stuen, som i dag bruges som spiseafdeling. Her er god plads til spisebord og også til at forlænge pladsen, så der er plads til gæster. Herefter endnu en stue, som også vil kunne indrettes som værelse, om nødvendigt. Nogle super skønne og indbydende rum, hvor I kan tage Jeres ting og rykke direkte ind. Derudover findes der i forlængelse af et mindre gangareal to fine soveværelser, det ene med skabsplads. Samt to rigtig gode badeværelser, renoveret i pæne materialer. Ejendommen er muret om i 2022 hvor man også har fået lagt ny isolering!
Alt i alt et super godt og gedigent hus lige til at rykke ind i! Perfekt til førstegangskøberne eller seniorerne, som er klar til at flytte i noget mindre….