Beskrivelse
Spændende landejendom i skøn natur.
Elverodvej 33 er en helt fantastisk mindre landbrugsejendom beliggende naturskønt og idyllisk i det kuperede landskab nær Langesøskovene. Den er særdeles velegnet for par eller familie som gerne vil kunne nyde naturen og fred og ro, og så alligevel være tæt på alting. Der er kun 5 km. til afkørsel 54 på det fynske motorvejsnet, og knap 2 km. til den attraktive Morud by med indkøbsmuligheder, skole og idrætsfaciliteter. Ca. 15 km. til Odense.
Selve ejendommen ligger helt ugenert et par hundrede meter nede for enden af en privat grusvej. De godt 5 ha jord er beliggende i ét stykke omkring ejendommen og den er primært udlagt med græsfolde til heste. En hobby som sælger virkeligt har kunnet nyde, og der er rigtig gode ridemuligheder i de omkringliggende skove.
De tidligere driftsbygninger er i god stand og indeholder bl.a. sadelrum, 3 hestebokse (med mulighed for at indrette flere) samt værksted og disponible rum.
Jorden har ikke været sprøjtet eller gødet i mange år, hvilket har medvirket til at der har udviklet sig en spændende flora og fauna. Sælger har bidraget til diversiteten ved at plante en lang række spændende træer og buske.
Stuehuset er i fin stand og fremstår indflytningsklart. Det indeholder i stueplan to store stuer hvor der i den ene er udgang til overdækket terrasse med flot udsigt over den nærliggende sø. Der er endvidere et dejligt køkken/alrum med udgang til karnap også med udsigt over søen. Fra alrummet er der endvidere udgang til sydvestvendt træterrasse med gode læforhold.
Det store værelse mod øst er på ca. 35 m2, og kan let opdeles til 2 værelser. Der er stort badeværelse med kar og bryggers med udgang til hyggeligt gårdmiljø.
Førstesalen indeholder repos, stort toilet og stort soveværelse samt børneværelse og stort uudnyttet loftsrum.
Alt i alt en bolig for den pladskrævende familie med hang til udeliv, flot natur samt fred og ro.
Ring til EDC Bogense tlf. 64 81 19 13, og aftal en fremvisning. Vi fremviser alle ugens dage….