Beskrivelse
Øverst. Smukt lysindfald. Køkkenalrum. Flot stand.
Leder du efter en lys og luftig lejlighed med et stort opholdsrum, hvor familie og venner kan samles? Så er Emdrupvej 111, 3. 8 bestemt et besøg værd! Lejligheden byder på et dejligt køkkenalrum med stue i forlængelse, et lækkert badeværelse, 2 gode værelser og en underetage med bryggers og indgang til lejligheden. Lejligheden egner sig perfekt til deling, par og enkeltpersoner.
LEJLIGHED: Når du træder ind ad døren, kommer du ind i en stor entre, som også fungerer som et bryggers. I entréen har man plads til sko, overtøj og plads til vaskesøjle i et indhak. Op ad trappen kommer man til resten af lejligheden. Her er der 2 værelser, badeværelse og et stort køkkenalrum med stue i forlængelse. På badeværelset har man et flot og lyst rum. Der er væghængt toilet, spots i loftet og rainshower. Gulvet og den separate brusekabine er belagt med store fliser i en grålig nuance, som har et flot samspil med rummets lyse farver. Videre ind har man lejlighedens fantastiske køkkenalrum med et smukt naturligt lysindfald. Køkkenet er stilrent med hvide grebsløse fronter, laminatbordplade i træstruktur, integrerede hårde hvidevarer, og der er god opbevaringsplads i over- og underskabe. I stueområdet har man 3 ovenlysvinduer, som lader det naturlige lys strømme ind. Der er plads til både spisebord, sofaarrangement og opbevaring. Lejlighedens to værelser har også ovenlysvindue, som giver et skønt lysindfald. Det ene værelse har et indbygget skab, plads til en seng og f.eks. et skrivebord. Det andet værelse har plads til en stor seng og opbevaring. Lejligheden er gennemgående i flot stand og har et utrolig dejligt lysindfald.
EJENDOM: Velholdt og pæn murstensejendom fra 1979, drives af sund ejerforening. Her er festlokale, kodelås ved opgangsdør, adgang til kælderrum, parkeringsplads i p-kælder. Der er mulighed for at tilmelde sig hobbyklubben for et mindre månedligt beløb, og få adgang til fitnessrum. Desuden er der hyggeligt gårdanlæg med små hyggekroge og grønne omgivelser.
OMRÅDET: Du befinder dig i Emdrups rolige og skønne omgivelser, men er samtidig ikke langt fra byens puls og shopping muligheder. Det tager ganske få minutter at fange S-toget fra Emdrup St, imod København K, ligesom naturskønne Utterslev Mose, Emdrup Søpark og Tuborg Havn ikke er langt fra bopælen. Er du til fitness, kan du hoppe ned i PureGym kun 150 meter fra boligen. Ligeledes er der kun få minutter til indkøbsmuligheder såsom Netto under 100 meter fra lejligheden.