Beskrivelse
På Enebærvej 9 i Stauning finder du dette helt fantastisk beliggende fritidshus, som i 1964 blev opført som familiens sommerbolig, og siden har været i familiens ejerskab. Beliggenheden er helt unik og det er omgivelserne også, her får du en grund på 11.741 m2 som er udlagt som naturgrund og går helt ud i fjorden. Huset er tilbagetrukket og ligger højt med en fantastisk panoramaudsigt fra både grund og hus over den smukke Ringkøbing Fjord, Klægbankerne og videre til Klitterne helt mod vest. Huset er oprindeligt opført i 1964 og siden om- og tilbygget i flere omgange, og fremtræder idag i hyggelig stand med den helt rigtige fritidshusstemning. Opvarmning sker med varmepumpe samt brændeovn, der er byvand og eget kloak. (Der er planlagt etablering af offentlig kloak i området senest år 2024).Du kommer til huset ad privat/fælles vej langs fjorden og kører op ad lille skrænt, hvor huset ligger fint tilbagetrukket og med panoramaudsigt. Huset har pudset facade, eternittag og fremtræder i velholdt og solid stand. Indretning: bryggers, badeværelse med brusniche, pænt lyst køkken med trappe til 1. sal, stor rummelig vinkelstue med flot udsigt samt udgang til vestvendt træterrasse. 1. sal er indrettet med 4 værelser, hvor der fra det ene af værelserne er terrassedør til altan med flot udsigt over fjorden, toilet. Endvidere er der lille redskabsrum. Kontakt os gerne for en fremvisning….